arkebakterier
Arkebakterier, se Archaea.
Arkebakterier, se Archaea.
er betegnelse for en gruppe mikroorganismer, der repræsenterer deres egen udviklingslinje, forskellig fra eubakterier (egentlige bakterier) og eukaryoter (alle andre organismer). På trods af en ofte stor morfologisk (formmæssig) lighed med bakterier har sekvensanalyse af ribosomalt RNA og andre makromolekyler
arkebakterie har optaget en bakterie og at bakterien har levet videre inden i arkebakteriecellen. I tidens løb har bakterien specialiseret sig, afgivet den største del af sine gener til arkebakterien og overtaget store dele af energistofstiftet. Det er på den
arkebakterier (Archaea), fx svovlbakterien Acidianus, er ekstreme termofiler, der vokser bedst over 80 °C. Den mest termofile er arkebakterien Pyrolobus fumarii, som vokser ved temperaturer på op til 113 °C på black smokers. Omkring disse væld findes usædvanlige økosystemer, hvor
arkebakterier (Archaea), der indeholder store mængder kaliumioner for at opretholde et tilstrækkelig højt osmotisk tryk. Arkebakterier er ved normalt saltindhold især isoleret fra varme kilder på havbunden, men molekylærbiologiske undersøgelser har vist, at de desuden kan udgøre en betydelig del
arkebakterier, men de er i en række træk stærkt afvigende fra de egentlige bakterier (eubakterier). De udgør, parallelt med eubakterier og eukaryoter, en af de tre hovedinddelinger af det levende. Cyanobakterier adskiller sig fra de øvrige bakterier ved ligesom planter
arkebakterier, fx slægten Pyrococcus, har endda temperaturoptimum ved 100 °C. Enzymer kan også inaktiveres ved behandling med stærk syre eller base. Der er dog enzymer, som er specielt modstandsdygtige over for syre, fx det proteinnedbrydende enzym pepsin, som udskilles af
Halobacterium, (1. led af gr. hals 'salt', gen. halos), slægt af mikroorganismer tilhørende Archaea-riget (arkebakterier, se Archaea). Halobacterium hører til gruppen af ekstreme halofiler, der lever i omgivelser med meget høj saltkoncentration, fx saltsøer og saltede fisk.
arkebakterie Sulfolobus. De kemoautotrofe bakterier kan leve i et substrat, der alene indeholder uorganiske ioner og kuldioxid. Cellernes organiske materiale dannes ud fra kuldioxid, idet den nødvendige energi fås ved oxidation af Fe2+. De kemoheterotrofe bakterier kræver yderligere tilførsel af
arkebakterier luftarten methan ved nedbrydningen af organiske stoffer. I jorden nedbrydes kvælstofholdige organiske stoffer til ammonium, der af andre jordbakterier iltes til nitrit og nitrat (nitrifikation). Visse bakterier udfører en denitrifikation, hvorved nitrat omdannes til frit kvælstof, og andre en