astronomiske instrumenter
Astronomiske instrumenter benyttes til måling af himmellegemers fysiske egenskaber, såsom position, hastighed, lysstyrke, spektrale sammensætning m.m.
Astronomiske instrumenter benyttes til måling af himmellegemers fysiske egenskaber, såsom position, hastighed, lysstyrke, spektrale sammensætning m.m.
Astronomiske instrumenter (Historie), De første astronomiske instrumenter var relativt simple sigte- og måleinstrumenter. Et typisk eksempel er soluret, der ud over sin funktion som tidsmåler også kan anvendes til måling af solhøjden over horisonten og inddele årets gang, dvs. fungere
eller modfase. Moderne astronomiske instrumenter ville umuligt kunne fungere uden anvendelse af computerteknik, både til styring af teleskoper, instrumenter og detektorer og til dataopsamling. Men også numerisk billedbehandling af de opsamlede data udgør en integreret del af moderne astronomiske instrumenter.
astronomisk instrument, som anvendtes i Babylonien og Grækenland i oldtiden. Det bestod af en halvkugleformet skål, i hvis centrum en lille kugle var anbragt. Instrumentet blev placeret med skålens rand vandret; ved at iagttage vejen, som kuglens skygge beskrev på
Alhidade, en drejelig sigtelineal i et astronomisk instrument, fx et astrolabium. Se også astronomiske instrumenter.
ty. Turketum, Türkengerät 'tyrkerudstyr', sigtende til instrumentets orientalske (arabiske) herkomst), astronomisk instrument til samtidig måling af og omregning mellem astronomiske koordinater i horisontsystemet, ækvatorsystemet og ekliptikasystemet. Det kendes fra slutningen af 1300-t. Der er kun bevaret ganske få eksemplarer.
instrumenter. Fremstillingen af instrumenter finder sted i medlemslandene. ESOs astronomiske observationer foretages fra det fælles observatorium på bjerget La Silla i Chile (se astronomisk observatorium). I 2001 stod ESOs nyeste observatorium, Very Large Telescope, færdigt på bjerget Cerro Paranal i
instrument til angivelse af horisonten. Ved indstilling af astronomiske instrumenter, fx passageinstrumenter, anvendes en kunstig horisont bestående af en vandret linje i horisontalplanet set fra teleskopet; den er ofte anbragt i stor afstand fra teleskopet på en pæl, en såkaldt
astronomiske koordinater). Meridiankredsen regnes for det mest præcise astronomiske instrument til stjernepositionsmåling fra Jordens overflade. Pga. sin særlige konstruktion, der tillader at måle store vinkler meget nøjagtigt, har meridiankredse i mange år været benyttet til at fastlægge det fundamentale koordinatsystem
astronomisk forskningssatellit, der blev opsendt med rumfærge den 24. april 1990. Det består af et Cassegrain-teleskop med en diameter på 2,4 m med plads til fem astronomiske instrumenter, der tager billeder igennem kikkerten og analyserer det indsamlede lys