barbarisk
Barbarisk, (se barbar), rå; grusom; uciviliseret.
Barbarisk, (se barbar), rå; grusom; uciviliseret.
barbariske konge" i nord, der ligesom perserkongen i 480 f.Kr. ville erobre Hellas og berøve hellenerne deres frihed. Filip brugte disse år til at undertvinge hele Thrakien frem til Sortehavet. Da opgøret kom i 340-338, blev Hellas' to stærkeste
barbarisk; den vigtigste konsekvens blev, at det neutrale USA den 2.4.1917 gik ind i krigen på Ententemagternes side. Afskibningen af store amerikanske troppestyrker, især til vestfronten, skulle blive af stor betydning for krigens udfald. Luftkrigen fik sit gennembrud i 1. Verdenskrig
barbarisk" blandingskultur. Romerne ekspanderede fra 200-tallet f.v.t. og endte med at beherske hele Balkan; den befæstede grænse gik langs Donau, men også nordligere områder var indlemmet. Balkan integreredes i det romerske administrative system; romernes veje, byer og garnisoner kan
freskoer i byzantinsk tradition, der viser scener fra Jesu barndom med landskaber og arkitektoniske rum som baggrund. De enestående freskoer, hvis datering er omstridt, er sandsynligvis udført ca. 700, dvs. på et tidspunkt, hvor området beherskedes af de "barbariske" longobarder.
barbariske mennesker, der kæmpede vildt og modigt enkeltvis, men manglede disciplin. Siden 1600-t. har der i Danmark været tradition for at gøre Himmerland til cimbrernes oprindelige hjemland. Denne tradition, som bygger på den lydlige lighed mellem de to ord
barbariske samfundstilstande. Selvom der også tidligere blev skrevet om at civilisere og om civiliserede adfærdsformer og vaner, er ordet civilisation først blevet udbredt i Frankrig i anden halvdel af 1700-t. som betegnelse for både processen og resultatet af oplysning
huskevers og fromme epistler til obskøne parodier og rene virtuosnumre. I den berømte lovprisning af Moselfloden (Mosella) anvendes den klassiske retoriks skemaer for første gang på et "barbarisk" landskab. Fra renæssancens synspunkt begyndte den franske litteratur med denne latinske digter.
barbariske strafformer; fx om dødsstraf for småforbrydelser og om de pinefulde og vanærende henrettelsesformer, som blev benyttet i 1600- og 1700-t. I ældre lovsprog viser straffens formål sig i udtryk som "Andre til Exempel og Forskrækkelse". Oplysningstidens filosoffer afviste
barbariske indhold en høvisk stilisering. Vergils romerske Æneide (ca. 20 f.Kr.) blev et uhyre indflydelsesrigt kunstepos. Fra renæssancen til klassicismen ansås eposet for en af de fornemste genrer, navnlig med Æneiden som mønster; men de nye forsøg i genren var