basepar
Et basepar i molekylærbiologi er de to komplementære baser, der sidder over for hinanden holdt sammen af brintbindinger på hver sin sammenhørende streng af et DNA-molekyle.
Et basepar i molekylærbiologi er de to komplementære baser, der sidder over for hinanden holdt sammen af brintbindinger på hver sin sammenhørende streng af et DNA-molekyle.
basepar, og LINEs (Long Interspersed Elements, 21 % af genomet), hvor den repeterede sekvens er over 5000 basepar lang. Et eksempel på repeterede DNA-sekvenser af SINE-typen er Alu-sekvenser, som er opkaldt efter restriktionsenzymet Alu-I, der skærer i
basepar) blev publiceret i 1977 af Fred Sanger. Siden er der udført sekvensbestemmelser på adskillige andre virus, fx de 192.000 basepar, som udgør DNA i koppevirus. I 1995 publicerede to amerikanske forskergrupper ledet af J. Craig Venter og Hamilton O
basepar kræver en højere temperatur for at blive brudt end adenin-thymin-basepar. Sammensætning af DNA-molekylerne vil således afspejles i smeltepunktet, som derfor kan bruges til at karakterisere DNA-molekyler. RFLP-analyse RFLP-analyse (Restriktionsenzym Fragment Længde Polymorfi) har
basepar endeligt beskrevet i april 1996, og i 1995 blev som den første levende organisme bakterien Haemophilus influenzaes komplette genom på knap to mio. basepar kortlagt. I begyndelsen af 2000-tallet er det målet med human genom-projektet at have
basepar sekvensbestemt, og i 1996 blev gærgenomet (Saccharomyces cerevisiae) på 12 mio. basepar færdigsekventeret. Sekvensen af menneskets genom på lidt over 3 mia. basepar forelå i 2003. Se også human genom-projektet. Trykt i bogform med den samme tekstmængde pr
basepar (Short Tandem Repeats, STR), fx CACACACACA eller AATGAATGAATGAATGAATG. Antallet af gentagelser varierer almindeligvis mellem 5 og 25. Mikrosatellitter forekommer både i og mellem generne og har fået stor betydning som markører for de kromosomregioner eller gener, hvor de findes
basepar (LINE, long interspersed element), samt omkring 500.000 kopier af små repetitive sekvenser på omkring 300 basepar (SINE, short interspersed element). Tilsammen udgør de to typer omkring 10% af menneskets arvemasse. Selvom der er en del variation mellem SINE-kopierne
basepar i et dobbeltstrenget DNA-molekyle og spalter det. Genkendelsessekvensen, der normalt er en palindrom-sekvens, varierer mellem de forskellige restriktionsenzymer, idet nogle genkender en sekvens på fire basepar, andre seks og enkelte otte basepar. Spaltningsmønstret varierer ligeledes mellem de
basepar G-C og A-U (Watson-Crick-basepar), kan G danne et lignende basepar med U. Desuden findes et væld af andre ikke-Watson-Crick-baseparringer, som i allehøjeste grad er med til at forme RNA-molekylerne. Som resultat