benvæv
Benvæv, se knoglevæv.
Benvæv, se knoglevæv.
benvæv; tænderne er vokset fast til de tandbærende knogler; blødfinnestrålerne er leddelte og kan lægges ned; der er to næsebor på hver side af snuden; der er udviklet en lunge eller svømmeblære; et gællelåg dækker for gællespalterne; halefinnen er symmetrisk
Eburnation, (af lat. eburneatio, af eburneus af elfenben), inden for medicin forandring i benvævet så det kommer til at ligne elfenben.
benvæv. Hovedets skelet danner en kapsel om hjernen, hos de fleste suppleret af overfladiske kranieknogler. En skeletkomponent, der hos fisk støtter gællespalternes skillevægge, indgår også i over- og underkæbe, men er hos landdyr modificeret til tungeben og høreknogler. Hvirvelsøjlen omslutter
benvæv, det specifikke støttevæv, hvoraf hvirveldyrenes knogler er opbygget. Som andre binde- og støttevæv, fx bruskvæv, består knoglevæv af celler lejret i en intercellulær matrix, knoglematrix, der giver vævet dets specifikke mekaniske egenskaber. Sammensætning og knogledannelse Knoglematrix er sammensat af
Ossøs, (af fr. osseux, af lat. osseus, af os), benet; knoglet; i benvævet.
Osteoblast, (af gr. osteo- + blastos spire, skud), celle, der medvirker til dannelsen af benvæv.
Osteogenese, (gr. osteo- + -genese), benvævets udvikling.
Osteoid, (gr. osteo- + -id), benagtig; bygget som benvæv, men uden aflejrede kalksalte.
Osteonekrose, (gr. osteo- + nekrose), afdøen af benvæv.