bilabial
Bilabial, (lat. bi- + labial), 1 udtalt ved hjælp af begge læber. 2 dobbeltlæbelyd (fx b og p).
Bilabial, (lat. bi- + labial), 1 udtalt ved hjælp af begge læber. 2 dobbeltlæbelyd (fx b og p).
Bilabialer, (af lat. bi- og afledn. af labium 'læbe'), sproglyde, der dannes med over- og underlæben. I dansk er [p], [b] og [m] bilabialer.
bilabial lyd, og v, der repræsenterer en labiodental. I tysk, hvor en bilabial udtale kun er bevaret i nogle dialekter, er w til gengæld blevet det eneste tegn for en labiodental /v/-lyd (hvorimod tegnet v står for lyden [f
bilabial klusil, der i rigsdansk er ustemt, i nogle dialekter dog stemt ligesom i norsk og svensk. I absolut forlyd og i begyndelsen af stavelser, der har tryk, skrives lyden altid som b, bebo, blå; omvendt er det en konvention
labialis 'vedr. læber', af labium 'læbe'), sprogvidenskabelig fællesbetegnelse for lyde, som artikuleres med læberne. Der skelnes mellem bilabiale og labiodentale lyde. Enkelte sprog, fx det austronesiske sprog vao, har også linguolabiale lyde, som dannes med tungespidsen eller tungebladet mod overlæben.
bilabial som i [w], men labiodental som i [f]. Lyden er altså en art samtidig [f] og [χ]. Labiovelariserede konsonanter er konsonanter, som foruden den primære artikulation har en ekstraartikulation svarende til [w]. De har distinktiv funktion i en række
Som romertal står M for latin mille '1000'. I metersystemet betegner m længdeenheden meter. Udtale I dansk udtales m som en stemt bilabial nasal [m], fx må, lempe, kom. I enkelte ord fra fransk er udtalen [ŋ], fx empire, pompon.
bilabiale lukkelyde som [p] og [b]. Grammatik I den ellers rige variation i de grammatiske systemer er visse fællestræk særlig udbredte eller påfaldende. Et af dem er polysyntese, jf. dette eksempel fra en fortælling på wichita: wá-c'ar'a
bilabial klusil. I ren forlyd, dvs. i begyndelsen af en stavelse, dog som et postaspireret [p], fx pige, pryd, kaput, tulipan. I alle andre stillinger er udtalen et uaspireret [b], således i dækket forlyd, fx spild, sprede, efter konsonant, fx
(Dansk Biografisk Leksikon)
bilabiale Spirant i Dansk, i Festskrift til Peter Skautrup, 1956), reformationstidens sprog (udgaven af Jens Peerszøn: "En merckelig grundfest Disputatz" fra 1531, 1956, med indledning, om spiren til en jyskpræget ortografisk norm for dansk skriftsprog), ordhistoriske og sproglig-saglige studier