brunsten
Brunsten (MnO2) er en af de vigtigste manganforbindelser. I laboratoriet anvendes brunsten som oxidationsmiddel og i brunstensbatterier. Læs mere i Den Store Danske mangan (forbindelser) batteri
Brunsten (MnO2) er en af de vigtigste manganforbindelser. I laboratoriet anvendes brunsten som oxidationsmiddel og i brunstensbatterier. Læs mere i Den Store Danske mangan (forbindelser) batteri
Brunst er betegnelsen for den fysiologiske tilstand hos hunner af pattedyr, hvor dyret udviser parringslyst. Videnskabeligt er begrebet brunst knyttet til hunnernes sexualcyklus, der er forskellig fra art til art. I almindelig sprogbrug, bl.a. blandt jægere, bruges betegnelsen dog også
Brunstig, (se brunst), sanselig; lidenskabelig.
brunstens begyndelse. Det er den periode, som hjorten bruger til at opbygge sine fedtdepoter, som den skal tære på under brunsten. Hjorten bruger det meste af sin tid til at fouragere, tygge drøv og hvile sig. Under brunsten er hjorten
brunst om foråret, og brunsten varer ca. syv dage; hvis den ikke parres, kan den igen gå i brunst efter tre uger. Se også foling. Tamheste kan krydses med flere andre af slægtens arter. Muldyr er en krydsning mellem æselhingst
brunsten (mangan(IV)oxid). Han opdagede, at brunsten havde den ejendommelige egenskab, at det med saltsyre udviklede en gulgrøn gas. Scheele beskrev gassen som saltsyre, der havde afgivet sin brændbare bestanddel og altså var deflogisticeret saltsyre. A.L. Lavoisier, som klarere
brunst, er flokkens hanner fælles om parringerne. De har ikke noget egentligt hierarki, men den han, der kommer først til hunnen, har ret til parringerne. Hunnerne er i brunst 3-4 dage ad gangen, og i den periode parres de
brunst. Hannerne kan ud fra sædepudernes størrelse bedømme hunnens seksuelle tilstand, og hunner i brunst forsvares over for andre hanner. Skovbavianer Skovbavianerne omfatter mandrillen (Mandrillus sphinx) og drillen (M. leucophaeus), som kun findes i den vestafrikanske regnskov. Hos begge arter
brunsten og svovlsyre. Denne ildluft blev kort efter også fremstillet af J. Priestley, og hans opdagelse blev offentliggjort først (1774). Scheeles afhandling, Chemische Abhandlung von der Luft und dem Feuer, kom først i 1777. Scheele var klar over, at atmosfærisk
brunst undertrykkes af moderen, sandsynligvis vha. feromoner. Undertrykkelsen af brunsten varer ved, så længe døtrene færdes sammen med moderen. Først når de forlader familieflokken og får kontakt med en ubeslægtet han, begynder brunstcyklus. Hos alle egernaber overtager hannerne ungerne straks