byzantinsk
Byzantinsk, (af lat. Byzantinus, af gr.), fra Byzans; vedr. det byzantinske (østromerske) rige 395-1453.
Byzantinsk, (af lat. Byzantinus, af gr.), fra Byzans; vedr. det byzantinske (østromerske) rige 395-1453.
Byzantinske Rige. Kirkeforhold Konstantinopel blev grundlagt som en kristen by, og som en integreret del af samfundet kom kristendommen til dybtgående at præge byzantinsk kultur og historie. Læs mere om kirken i Det Byzantinske Rige. Arkitektur og billedkunst Det Byzantinske
byzantinske kunstnere. I Italien har byzantinske kunstnere været i arbejde i Markuskirken i Venedig og på Sicilien, hvor byzantinsk stil og teknik er væsensbestemmende for de normanniske mosaikudsmykninger i Palermo, Cefalù og Monreale. I middelalderen var byzantinsk kunst højt skattet
byzantinske områder, som nu var under tyrkisk eller italiensk herredømme; denne litteratur kaldes postbyzantinsk. Multietnisk samfund bundet sammen af græsk Det Byzantinske Rige var multietnisk: Talrige folkeslag boede på eller indvandrede til dets område. Men det udviklede sig efterhånden i
Byzantinske Rige, Konstantinopel, blev grundlagt som en kristen by, og som en integreret del af samfundet kom kristendommen til dybtgående at præge byzantinsk kultur og historie. Forholdet mellem den verdslige magt og kirken — mellem kejser og patriark — er ofte blevet
byzantinsk overherredømme, hvilket medførte en mere eller mindre permanent krigstilstand. Byen Ravenna med opland forblev imidlertid under Det Byzantinske Rige tillige med de to såkaldte fembyer (pentapolis) i Marche foruden Umbrien, Istriens kyst, Venedig med opland, Campania og hertugdømmerne Perugia
byzantinsk og efter-byzantinsk tid. Ud over kirkemusikken kendes beskrivelser af musikken til de kejserlige ceremonier og nogle få folkesange fra sen- og efter-byzantinsk tid. Byzantinsk musik er tæt knyttet til den ortodokse liturgi, og dens rødder går tilbage
Byzantinsk kunst, kunst udviklet i Det Byzantinske Rige fra ca. 350 med centrum i Konstantinopel (nuv. Istanbul). Grundlaget var både græsk, romersk og orientalsk kunst, og den første blomstringsperiode faldt under Justinian 1. (482-565) med opførelsen af en række
byzantinske kejsere slog mønt i guld, sølv og kobber. Den romerske solidus var standardmønten, og indtil 700-tallet prægedes også semisses og tremisses på henholdsvis 1/2 og 1/3 solidus. I 960'erne indførtes en let solidus, tetarteron, der var i
byzantinske kejser næsten alle lederne til at sværge ham lensed og love, at tidligere byzantinske byer, som nu var under tyrkisk herredømme, skulle tilbagegives til Det Byzantinske Rige. I foråret 1097 satte korsfarerne over til Lilleasien, hvor de hjalp kejseren