cappella
Cappella, (it.), historisk hofkapelmester; a cappella.
Cappella, (it.), historisk hofkapelmester; a cappella.
Cappelle var en hollandsk maler. Han blev født og var virksom i Amsterdam, især som marinemaler, skønt han også udførte enkelte vinterlandskaber. Cappelle var påvirket af Simon de Vlieger i sine udramatiske søstykker med spejlblankt vand og store skyer. Han
A cappella er et udtryk, der bruges om flerstemmig sang uden instrumentledsagelse. Læs mere i Den Store Danske klassisk musik
Cappella Palatina, (ital. 'paladskapellet'), overdådigt mosaikudsmykket kapel fra 1100-t. i det tidligere kongeslot i Palermo på Sicilien.
cappella, op. 50A 1950 De profundis, kor a cappella, op. 50B, 1950 Dramatiske arbejder År Værk 1909 Erwartung, monodrama, op. 17 1910-1913 Die glückliche Hand, drama med musik, op. 18 1928-1929 Von Heute auf Morgen, komisk opera, op
Cappella Peruzzi og Cappella Bardi i kirken Santa Croce; han malede også enkelte altertavler til denne og andre kirker. I en kort periode derefter arbejdede Giotto i Napoli, i Milano og Bologna. I 1334 blev han stadsarkitekt i Firenze med
Cappella Giulia) var de vigtigste centre de romerske kirker San Giovanni in Laterano (Cappella Pia) og Santa Maria Maggiore (Cappella Liberiana). Romerskolens kendetegn er en rent vokalpolyfon stil funderet på den nederlandske kontrapunktteknik, fx hos Josquin des Prés (se den
cappella-kor. Ved Henrik Rungs død i 1871 overtog sønnen Frederik Rung (1854-1914) dirigentposten i foreningen. Han dannede i 1887 Madrigalkoret, der udelukkende sang a cappella. Senere dirigenter var P.S. Rung-Keller fra 1914 til 1930 og Mogens Wöldike
Cappella Sistina, pavens huskapel i Vatikanet i Rom, opført 1473-81 for pave Sixtus 4. Udsmykning Det 40 m lange, tøndehvælvede rum er dekoreret med freskoer af fremtrædende italienske malere. På langvæggene ses tolv scener fra Moses' historie og Kristi
cappella og med instrumental ledsagelse, hvoraf en del var religiøse. Nævneværdige er hans to store værker for sopransolist, kor og orkester Stabat Mater fra 1950 og Gloria fra 1959. I begge demonstrerer Poulenc sin flair for at kombinere religiøs inderlighed