carbondioxid
Carbondioxid, se kuldioxid.
Carbondioxid, se kuldioxid.
carbondioxid under stort tryk i fx mineralet olivin i basaltiske magmabjergarter. Kulstofkredsløbet Gennem jordklodens historie er carbon, hovedsagelig i form af carbondioxid, bragt ud i atmosfæren af vulkanudbrud og er derfra indgået i kulstofkredsløbet. Det meste af carbondioxiden opløses i
carbondioxid og danner kaliumhydrogencarbonat og oxygen. Det er senere lykkedes at fremstille den tilsvarende natriumforbindelse, der per vægtenhed har en større rensningskapacitet end kaliumforbindelsen og derfor er mere effektiv. Kalium danner med halogenerne en række oxoforbindelser. Kaliumklorat, KClO3, finder anvendelse
carbondioxid fra fx carboxylsyrer. Ved opvarmning af mange carboxylsyrer eller deres salte fraspaltes carbondioxid. Reaktionen sker særlig let (blot ved kogning i vand) for carboxylsyrer som malonsyre (propandisyre) og aceteddikesyre (3-oxobutansyre) og danner grundlaget for den såkaldte malonester- eller
carbondioxid og methan. Der er nu et rigt udvalg af processer og kombinationer heraf til fremstilling af mere eller mindre ren hydrogen. Det normale procesvalg er først at lade carbonmonoxid reagere med vanddamp til hydrogen og carbondioxid: CO + H2O → CO2
carbondioxid (1754), H. Cavendish brint (1766), D. Rutherford kvælstof (1772); den berømteste repræsentant for denne kemiretning er J. Priestley, som opdagede ilt (1774) og en lang række andre gasser. Priestley og Scheele var fremragende til at udføre kemiske forsøg, men
carbondioxid. Disse gassers kogepunkter falder i den nævnte rækkefølge fra oxygen til helium, hvilket gør det muligt at adskille dem ved destillation. Carbondioxid må fjernes ved en adsorptionsproces, før luften gøres flydende. Ved atmosfæretryk koger oxygen ved −183 °C, og
carbondioxid tillige med carbider og metalcarbonyler (se carbonyl), der traditionelt henregnes til den uorganiske kemi. Omkring 90 % af de organiske forbindelser består af carbon, hydrogen og oxygen i forskellige mængdeforhold. Principielt kan alle grundstoffer indgå i organiske forbindelser. Således forøges
carbondioxid, CO2, og carbondisulfid, svovlkulstof, CS2. Til forskel fra carbondioxid er carbondisulfid en væske. Den er et vigtigt industrielt opløsningsmiddel i bl.a. gummiindustrien. Den skal bruges med forsigtighed, da den og dens dampe er giftige. En mellemting mellem kuldioxid og
carbondioxid fra luften, hvorved der dannes uopløselige carbonater. De alkaliske jordartsmetaller har alle en elektronstruktur med to elektroner i yderste skal. I det rene metal afgives disse, således at metallet består af positive ioner med ladningen +2 og en bevægelig