celest
Celest betyder himmelsk.
Celest betyder himmelsk.
celest mekanik Grundlaget for celest mekanik er Newtons mekanik, som den blev fremstillet i værket Principia i 1687. Det blev her påvist, at en acceleration mod Solen kunne forklare planeternes ellipsebaner og kometernes parabel- eller hyperbelbaner og Keplers love. Newton
celeste er op til 51/2 oktav (c-f5). Celeste benyttes bl.a. i Bolchefeens dans i Tjajkovskijs musik til balletten Nøddeknækkeren og i Bartóks Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste. Af danske værker kan nævnes tre solostykker af A. Borup-Jørgensen
Celesta, (it. celesta), en art klaver med stålstænger i stedet for strenge.
celeste Sz 106, 1936 Violinkoncert (nr. 2) Sz 112, 1937-38 Divertimento for strygere Sz 113, 1939 Koncert for orkester Sz 116, 1943 Klaverkoncert nr. 3 Sz 119, 1945 (fuldført af T. Serly) Bratschkoncert Sz 120, 1945 (fuldført på grundlag
celest mekanik, især om planeternes form og tiltrækning (hvortil han anvendte Legendre-polynomier), talteori, hvor han viste Fermats store sætning for eksponenten 5, og elliptiske integraler, hvor han beredte vejen for Abels og Jacobis teorier (se elliptisk funktion). Legendres opdagelse
celeste mekanik, og W.R. Hamilton påviste, at mekanikken og den geometriske optik kan sammenfattes i samme matematiske form. I begyndelsen af 1900-t. blev den analytiske mekanik af stor betydning for formuleringen af kvantemekanikken, og den indgår endnu i mange
celeste, harmonium, harpe, op. 20 1912 Pierrot Lunaire, recitativ, kammerensemble, op. 21 1913-1916 4 lieder med orkester, op. 22 1915-1917 (-22) Die Jakobsleiter, oratorium, ufuldendt 1926 4 + 3 satser for blandet kor, op. 27 og 28 1929-1930 6 sange
eksistensbevis for løsninger til differentialligninger, og hans arbejder om komplekse funktioner var grundlæggende for denne teori. Desuden ydede han fundamentale bidrag til algebra, fejlteori, celest mekanik og matematisk fysik, herunder især elasticitetsteori og optik. Se også Cauchyfølge og Cauchys integralsætning.
celest mekanik i 1809. Fra 1820 ledede han opmålingen af hertugdømmet Hannover. I denne forbindelse opfandt han heliotropen og skrev artikler om geodæsi (1847) og differentialgeometri på flader (1844). Desuden udgav han værker om mekanik, potentialteori og den hypergeometriske række