cister
Cister, (af fr. cistre, samme ord som citer), knipset strengeinstrument af luttypen med stålstrenge, som knipses med et plekter. Den er som regel pære- eller dråbeformet med en flad bund. Den kan have fra fire til 14 strengesæt a to
Cister, (af fr. cistre, samme ord som citer), knipset strengeinstrument af luttypen med stålstrenge, som knipses med et plekter. Den er som regel pære- eller dråbeformet med en flad bund. Den kan have fra fire til 14 strengesæt a to
og filolog P.O. Brøndsteds efterladte manuskripter og udgivet i 1847 af hans gamle studiekammerat, filologen og teologen Niels Vinding Dorph (1783-1858) som Den Ficoroniske cista, beskreven og forklaret af P. O. Bröndsted. Læs mere i Den Store Danske cista
cista var i antikken en kurv til opbevaring af mange slags ting i hjemmet, klæder, smykker m.m., almindeligvis af flad form. På vasebilleder fra 400-tallet f.Kr. forekommer de hyppigt i forbindelse med kvinders beskæftigelse indendørs. Cista mystica betegner høje
Cista mystica, (lat.), kurv, hvori der opbevaredes hemmelige symboler ved oldtidens mysteriefester.
cista mystica), som en slange kravler op af. Bagsiden viser buekogger og to slanger. Cistoforen skabtes i Pergamon 180-170 f.Kr. og brugtes også i Vestlilleasien i den romerske periode indtil 100-t. e.Kr., også med andre billedfremstillinger. Se også
Bandurria, (se bandura), inden for musik en lille spansk cister.
cister og skulptur. Fremstillinger af den romerske Bacchus er meget almindelige inden for alle kunstneriske udtryksformer. Senere optræder Dionysos/Bacchus i senrenæssancens og barokkens kunst, bl.a. i billeder af Caravaggio, Tizian og Rubens. Læs mere i Den Store Danske Grækenland i
cister og andre bronzer. I romersk kunst optræder de fra midten af 200-tallet. f.v.t. og ses hyppigt på sarkofager; monumentalskulpturer af Castor og Pollux findes i Rom foran Quirinalpaladset og foran Capitol. Bortførelsen af Leukippos' døtre har været et
cister er bevaret fra 400-tallet og ned i hellenistisk tid. Skulpturer kunne enten være i bronze, sten eller terrakotta. Man lagde stor vægt på hovedets udformning, mindre på kroppens rette dimensioner. I senetruskisk kunst var statuer ofte en del
af arkæologiske fund fra Etrurien, Latium og Umbrien, bl.a. terrakottastatuen Apollon fra Veji og den Ficoronske Ciste. I gården ses en rekonstruktion fra 1891 af et etruskisk tempel. Læs mere i Den Store Danske Borghese-haven Eksterne links Museets hjemmeside