covalent binding
Covalent binding, se kemisk binding.
Covalent binding, se kemisk binding.
bindinger er covalente bindinger og ionbindinger. Den covalente binding Den covalente binding er den klassiske kemiske binding, som — forenklet udtrykt — opstår ved, at atomer i molekylet låner elektroner til den fælles kemiske binding mellem dem. En covalent kemisk binding vil
covalente bindinger (se kemisk binding) mellem atomer, omhandler den supramolekylære kemi de svage ikke-covalente bindinger mellem molekyler. Den supramolekylære kemi er således synonym med studiet af ikke-covalente bindinger; som disciplin betragtet er den tværvidenskabelig og finder ofte inspiration
covalente bindinger i den tertiære struktur gennem disulfidbindinger mellem cysteinenheder i polypeptidkæden. Den rumlige opbygning er normalt ansvarlig for proteinernes funktion, idet der i den tertiære struktur optræder lommer, som fx med stor specificitet kan binde de substratmolekyler, hvis omdannelse
bindinger og sekundære bindinger (van der Waals-bindinger). De fleste krystallinske stoffer har primære bindinger, enten som ionbindinger (fx NaCl), covalente bindinger (fx diamant) eller metalbindinger. Metalbindingen skyldes, at atomerne afgiver deres forholdvis løst bundne valenselektroner, normalt en eller to
covalente bindinger, spiller den centrale rolle som rygrad i disse molekyler pga. dets særlige evne til at danne lange, fleksible kæder. For hvert led i kæden bruger carbonatomet to af sine fire covalente bindinger til forbindelsen til de to naboatomer
Homøopolar binding, upolær binding, covalent binding, kemisk binding mellem (ofte ens) atomer med ens eller næsten ens elektronegativitet, fx bindingerne i dihydrogen, H2, og methan, CH4, se kemisk binding.
binding, og man anvender derfor de tilsvarende betegnelser for atomradius. Ved covalent binding benyttes således covalent radius, ved ionbinding bruges ionradius, og ved metalbinding anvendes metalradius. I forbindelse med svagere vekselvirkninger mellem atomer i forskellige molekyler i kontakt med hinanden
bindinger (såkaldte tværbindinger, enten covalente bindinger eller hydrogenbindinger), idet kæderne dog har en vis indbyrdes bevægelighed. De elastiske egenskaber beror på følgende mekanismer: Ved påvirkning af en ydre kraft vil materialet blive deformeret (sammentrykket eller strakt), og molekylkæderne bragt i
binding, der ofte benævnes en van der Waals-binding, har en bindingsenergi, som er af størrelsesordenen 1 % af en typisk covalent binding. Sammen med den noget stærkere hydrogenbinding mellem polære molekyler udgør dispersionskræfter de intermolekylære kræfter. Tiltrækningen i dispersionskræfterne kan