dæmonisering
Dæmonisering, (se dæmonisere), det at dæmonisere.
Dæmonisering, (se dæmonisere), det at dæmonisere.
dæmonisering af politiske modstandere og trusler om kaos. Dette gjorde sig ikke mindst gældende for den siddende konservative og socialdemokratiske koalitionsregerings udbredte trusler over for befolkningen, at hvis de stemte på partier på den yderste venstrefløj og højrefløj, der var
dæmonisering som fortærende lidenskab og tomhed. Og titlen Idylia (1967) er en ironisk indgang til billeder af skræmmende drift, nederlag, ophør, død. Intethed og livsfylde Man må ikke derfor tro, at intetheden er "sandheden" og livsfylden blot en "løgn". De
dæmonisering, at blive til djævle, gui, og hjemsøgning af de efterladte. Kejserens særlige rolle blev ekspliciteret i den ortodokse konfucianske filosofi, der er repræsenteret især af Dong Zhongshu (ca. 179-104 f.Kr.). Hos ham møder man en udfoldelse af den
(Dansk Biografisk Leksikon)
dæmoniseringen af mennesket og endda af geniet, men også Julius Langes egen selverkendelse der 1874 fik ham til at skildre det kunstneriske geni som en "brod i sjælen, en uimodståelig drift til udvikling, og for personen lige fuldt en plageånd
(Nordisk Mytologi)
dæmonisering sted af dem i den første kristne tid. Det norrøne ord jotunn og gammeldansk iatun eller iotun er afledt af verbet "at æde"; jætte betyder oprindelig "grovæder". I moderne svensk kan jätte bruges som forstærkende led til en lang
(Nordisk Mytologi)
sig bl.a. i en dæmonisering af de gamle guder, der nu optrådte forklædte som gengangere og ryttere om natten. I begyndelsen af 1800-tallet blev randeksistensen tolket i skæret af anelsen om den svundne oldtids folkeånd og kæmpeliv i nord.
(Dansk litteraturs historie)
dæmonisering af menneskenaturen, der er digtets tema. Ligesom digtet på den måde rummer en aktualiserende historiskpolitisk dimension, rummer det en poetologisk, hvor der udkæmpes en kamp om den sande poesi. Som det fremgik før, reagerer Ingemann kraftigt over for en
(Dansk litteraturs historie)
dæmoniseringen af fjenden. „Tysken“ er en brutal erobrer, der truer landets eksistens, han er ubehøvlet, og først og fremmest er han simpelthen „Tysken“, ikke en individuel skikkelse, der som landsoldaten selv har en kæreste og forældre, han må forlade, skønt
(Dansk litteraturs historie)
dæmonisering af Den Franske Revolutions frihedsidealer. Halvguden karakteriserer selv sin spleen og splittelsen mellem sit ase- og jættevæsen: Hvad vil – hvad driver uden Maal mig vildt omkring?Og hviler da Forbandelser vel over mig?Thi, uden Rist og uden Ro