daktyl
Daktyl er i antik metrik en versefod dannet af en lang og to korte stavelser −◡◡. Den er byggesten i det klassiske heksameter, hvor den stedvis kan udskiftes med en spondæ −−. Således også hos Sophus Claussen i "Atomernes Oprør", 1925: "Ak
Daktyl er i antik metrik en versefod dannet af en lang og to korte stavelser −◡◡. Den er byggesten i det klassiske heksameter, hvor den stedvis kan udskiftes med en spondæ −−. Således også hos Sophus Claussen i "Atomernes Oprør", 1925: "Ak
Daktylisk, (se daktyl), sammensat af daktyler.
Adonisk vers, (af gr.), antik versform (en daktyl og en spondæ el. trokæ).
første plads har den en spondæ eller en trokæ, på den anden og tredie en daktyl; den sidste er en trokæ, dvs. – ⌣ | – ⌣⌣ ⌣ ⌣⌣ ⌣⌣|– ⌣⌣ ⌣⌣ ⌣| – ⌣ | eller – – | – ⌣⌣ ⌣⌣ ⌣|– ⌣⌣ ⌣⌣ ⌣ | – ⌣ |. På græsk og latin kaldes den aristofanicus efter dens opfinder Aristofanes, en græsk komediedigter fra Sokrates’ tid.
daktyler), klanglig rigdom, retorisk udsmykning med kunstfærdigt billedsprog og en bredt ført, veltalende syntaks. Både teoretikerne (Peder Jensen Roskilde, Hans Mikkelsen Ravn, Søren Povelsen Judichær o.a.) og digterne (Anders Arrebo, Anders Bording, Thomas Kingo o.a.) tog ved lære af retorerne
Daktylitis, (gr. daktyl- + -itis), betændelse i en finger el. tå.
Daktylos, se daktyl.
Didaktylisme, (gr. di- + daktyl- + -isme), dobbeltdannelse af fingre el. tæer.
navn anføres i de gamle metrikker adskillige forskellige vers. Almindelig er formen — ⌣ |— ⌣⌣ |— ⌣ , som også ligner det, man finder i Julius Cæsar Scaligers Poetices libri septem (Om digtekunsten i syv bøger), der dog har en daktyl omsluttet af to spondæer, dvs. —— |— ⌣⌣ |——.
daktyler (−◡◡) samt sidsteleddet kan udskiftes med en såkaldt spondæ (−−). Verset kræver mindst én cæsur (syntaktisk indsnit, i skemaet betegnet ved kommaer). I nyere, accentuerende sprog bliver heksametret til et kvindeligt, trisyllabisk 6-slags-vers med frie bisyllabler (se metrik). Dog