den skotske kirke
Den skotske kirke, se Skotland (kirkeforhold).
Den skotske kirke, se Skotland (kirkeforhold).
kirkelige anliggender moderat, men da Reformationen i 1560 gennemførtes i modstrid med monarkens interesser, udviklede den skotske kirke sig i mere radikal calvinistisk retning. Presbyterianernes gennemslagskraft hang også sammen med, at deres lægmandsinstitutioner gav mulighed for folkelig medindflydelse, som tidligere
kirkelige reformer og kæmpede for den skotske kirkes uafhængighed af den engelske. Alexander efterfulgte sin ældre bror Edgar (ca. 1075-1107) på tronen og blev selv efterfulgt som konge af deres yngre bror David 1. Deres far var Malcolm 3. Canmore
skotske parlament), mens kirken og det juridiske system forblev uantastet. Nederlaget ved Culloden i 1746 markerede afslutningen på klanerne som magtfaktor, men åbnede samtidig for muligheden for, at Skotland kunne indgå som en mere ligeberettiget partner i unionen. Afsmitningen fra
skotske presbyterianske præst Edward Irving, hvorfor medlemmerne også kaldtes irvingianere. Forventningen om Jesu Kristi snarlige genkomst indtog en central plads i kirkens forkyndelse. Menigheden organiseredes efter oldkirkelig model med fire embeder: apostle, profeter, evangelister og hyrder/lærere (jf. Efeserbrevet, 4,11-13); apostlene
Skotsk-gælisk, der tales af ca. 80.000, går tilbage til en irsk ekspansion fra 400-tallet og var omkring 1100 det dominerende sprog i det nuværende Skotland, jf. gæliske navne som MacDonald og Douglas. Engelsk trængte dog langsomt frem som kirke
skotsk og amerikansk arkitektur. Den gotiske stil anvendtes i kirker og ved universiteterne i Oxford og Cambridge helt op til omkring 1700. Horace Walpoles hus Strawberry Hill ved Twickenham (påbegyndt 1748) var en forløber for den egentlige Gothic Revival, der
engelsk I don't know. I ordforrådet er gamle engelske former blandet med lån fra gælisk, fransk og skandinavisk, fx ken beslægtet med 'kende', bairn 'barn' og kirk 'kirke'. Læs mere i Den Store Danske Skotland – sprog skotsk-gælisk engelsk
Magnusson fra 1280 ledede han frierfærden for kongen til den skotske prinsesse Margareta (d. 1290). Han blev hovedperson i striden mellem kirken og kronen i 1280'erne og var hyppigt gesandt for Erik og Håkon 5. Magnusson i vigtige missioner.
kirkelige magtapparat. Udadtil måtte hun ved diplomatisk smidighed kompensere for Englands manglende styrke. Et særligt problem i forhold til Europas katolske magter bestod i, at de anså Elizabeths kongemagt for illegitim, fordi den katolske kirke aldrig havde anerkendt ægteskabet mellem hendes forældre. De satsede i stedet på hendes skotske