diminuendo
Diminuendo, (ital. 'formindskende', af diminuire 'formindske'), musikalsk betegnelse for gradvis aftagende lydstyrke, forkortes dim eller dim., men angives tillige med et specielt kileformet nodetegn, se decrescendo.
Diminuendo, (ital. 'formindskende', af diminuire 'formindske'), musikalsk betegnelse for gradvis aftagende lydstyrke, forkortes dim eller dim., men angives tillige med et specielt kileformet nodetegn, se decrescendo.
diminuendo med glottalt hæmme, fulgt af stigning til middelhøjde i tilfælde af en efterfølgende pause; 4) høj faldende diminuendo. Hertil kommer i trykløse stavelser en neutral tone, hvis leje er helt afhængigt af omgivelserne, især af den forudgående stavelses tone
Crescendo, (ital., præs. part. af lat. crescere 'vokse'), siden 1700-t. musikalsk betegnelse for gradvis tiltagende lydstyrke, som regel forkortet cresc. eller vist med et specielt kileformet nodetegn. Det modsatte, aftagende lydstyrke, betegnes decrescendo eller diminuendo.
Decrescendo, (ital. af de- og crescendo), diminuendo, musikalsk betegnelse for gradvis aftagende lydstyrke, som regel forkortet decresc. eller angivet med et specielt kileformet nodetegn, se nodeeksemplet under crescendo.
Dim, fork.f. diminuendo.
svagt Crescendo gradvis kraftigere Diminuendo gradvis svagere Subito piano pludselig svagt Tempo: Andante* gående, roligt Allegro* hurtigt Presto meget hurtigt Accelerando gradvis hurtigere *var oprindelig karakterbetegnelser Foredragsbetegnelserne sigter især på musikkens karakter, men bestemmer hyppigt også tempo, dynamik og spillemåde.
diminuendo, pizzicato, accompagnato, aria, fuga osv. Tiden indtil 1600 Af relieffer og andre ikonografiske fremstillinger fra antikken fremgår, at musikken har haft en funktion i Romerriget, men kendskabet til dens beskaffenhed er stærkt begrænset. Som andre steder i den kristne
Messa di voce, (ital.), inden for musik en enkelt tones tiltagen i styrke (crescendo) fra piano til forte og tilbage igen (diminuendo). Jf. mezza voce og sotto voce.
diminuendo-virkninger med stor effekt. Foruden Stamitz, der i sine symfonier og instrumentalkoncerter bidrog til udviklingen af sonateformen, talte Mannheimskolen bl.a. komponisterne Franz Xaver Richter, Ignaz Holzbauer (1711-1783), Anton Filz (1730-1760) og Christian Cannabich. Blandt den yngre generation