dunbirk
Dunbirk, Betula pubescens, se birk.
Dunbirk, Betula pubescens, se birk.
Dunbirk (B. pubescens), som også kaldes hvidbirk, har fløjlshårede kviste og bladstilke, enkelt savtakkede blade, stive, lidet hængende grene, som ofte har heksekoste, og kun svagt udviklet skorpebark ved stammebasis. Begge arter er pionertræer; vortebirk på tør bund i fx
Dunbirk, Betula pubescenspubescens, forekommer i de dele af birkezonen, hvor der hersker de bedste vækstbetingelser. Tæt ved skovgrænsen afløses den af den forkrøblede fjeldbirk, der opfattes som en underart af dunbirk, Betula pubescensczerepanovii. Hvor jordbunden er særlig fattig på næringsstoffer
Dunbirk hedder fx Betula pubescens Ehrh, mens vortebirk fra den samme slægt hedder B. pendula Roth. Denne videnskabelige navngivning af arter (den biologiske eller binære nomenklatur) blev skabt af den svenske naturforsker Carl von Linné, som i Species Plantarum fra
dunbirk, Betula pubescens. I Sydnorge ligger skovgrænsen 1000-1200 m.o.h., mens den i det indre Finnmark ligger i ca. 300 m højde. I den lavalpine zone op til 300-400 m over trægrænsen findes et lukket plantedække af hede- og
plantager ved Tórshavn af forskellige hårdføre træarter, fx røn, dunbirk, arter af gran, bjergfyr og lærk. Da resultatet var lovende, blev lignende plantager senere anlagt ved andre bygder. Langt de fleste lykkedes, selvom træerne vokser langsomt. Læs mere om Færøerne.
dunbirk, grønlandsk røn og blågrå pil; de højeste op til 10 m høje. Krat af blågrå pil er meget udbredte og når i indlandet en højde af 3-4 m. Bundvegetationen domineres af græsser samt af fx grønlandsk blåklokke, krathøgeurt
dunbirkens heksekost, der fremkaldes af svampen Taphrina betulina og ofte findes i stort tal på samme træ. Bladene på de angrebne skud er mindre end normalt, krusede og bleggrønne. På undersiden findes i forsommeren en hvidgrålig belægning af svampens modne
dunbirk (Betula pubescens), tørst (Frangula alnus) og flere arter af pil (Salix spp.) indvandre. Det kan ende med, at hængesækken dækker hele søen, og at den ved sin tykkelsestilvækst efterhånden fylder hele søen op, så der i stedet dannes en
dunbirk. På fugtige, næringsrige steder forekommer høje, storbladede urter som skovstorkenæb og engblomme. Over birkezonen præges vegetationen de fleste steder af pilekrat og andre dværgbuske som revling og melbærris. Snelejer, hvor sneen først smelter hen på sommeren, har særskilte plantesamfund