dyrefysiologi
Dyrefysiologi, se fysiologi.
Dyrefysiologi, se fysiologi.
dyrefysiologien (se hormoner), kan de bedst kendte "klassiske" plantehormoner inddeles i fem hovedgrupper: auxin, abscisinsyre, cytokinin, gibberellin og ætylen. Mange andre naturligt forekommende forbindelser, fx brassiner og turgoriner, spiller også vigtige roller i plantelivet, men på nuværende tidspunkt betragtes de
dyrefysiologi ved Københavns Universitet 1945-65. Han udformede i 1926 den endelige teori om, at urinudskillelsen sker ved en ultrafiltration fra blodet i nyrernes karnøgler (glomeruli) med påfølgende tilbageoptagelse af væske i nyrerørene (tubuli). Pga. sin deltagelse i modstandsbevægelsen under
dyrefysiologi, etik, samfundsteori, metafysik. En så bred fagvifte var dog først fuldt udviklet i slutningen af 1200-t.; ved skolastikkens begyndelse var der langt færre fag, og de centrale var logik og grammatik, der i praksis blev dyrket som en
dyrefysiologi, biologisk videnskabsgren, der med fysik og kemi som hjælpefag studerer dyrenes liv og tilpasning til omgivelserne. De større emneområder er neuro- og adfærdsfysiologi, bevægelsesformer, respiration og kredsløb, vand- og ionbalance, ernæring og fordøjelse, stofskifte og vækst samt forplantning og
(Dansk Biografisk Leksikon)
dyrefysiologien som en basisdisciplin for zoologien. K. var selvskreven til lærerposten som docent i dyrefysiologi der oprettedes 1908. Et dyrefysiologisk laboratorium fulgte 1910. Allerede 1908 udkom K.s Lærebog i Menneskets Fysiologi for Gymnasiet som sammen med hans undervisning af de
(Dansk Biografisk Leksikon)
dyrefysiologi 1945–65. Ved Zoofysiologisk laboratorium begyndte han at arbejde sammen med August Krogh, laboratoriets grundlægger, ved dennes undersøgelser over hårkarrenes fysiologi. Blodkredsløbet og dets regulation i hårkarrene studeredes særlig i huden og andre organer hos frøer, bl.a. med brug