egoistisk
Egoistisk, (se egoist), egenkærlig; som kun tænker på sig selv.
Egoistisk, (se egoist), egenkærlig; som kun tænker på sig selv.
egoistiske og uciviliserede, bl.a. den utæmmede seksualitet, over for det tæmmede og civiliserede, natur over for kultur. Det tragiske ved den sofokleiske helt er kontrasten mellem hans storhed, hvad enten han udmærker sig ved intelligens som Ødipus, styrke som Ajax
sælge bulgarsk rosenolie. Hans karakter er balkansk provinsiel og samtidig udpræget egoistisk. En mere lyrisk rejseskildring, Til Chicago og tilbage, udkom i 1894. Gennem sit forfatterskab og sine politiske aktiviteter fik Konstantinov farlige politiske fjender. Han blev myrdet af lejemordere.
egoistiske projekt intervenerer guderne; bonden skal brænde Sokrates' hus af, hvilket sker, men helten er lige vidt. Aristofanes' berømteste komedie er således atypisk. Strukturelt falder en Aristofanes-komedie i to dele: I første del kæmper helten for sin plan, ofte
egoistisk har lukreret på sejren fra århundredets begyndelse. En forklaring på miseren søges både i den nyere historie og i de indianske myter. La región vakte en del postyr i Mexico. For den latinamerikanske roman betød den et vendepunkt; den
egoistiske bevidsthed gennem deres sprog. Carl Sternheim har også skrevet om historiske og æstetiske emner, bl.a. den sprogkritiske artikel "Kampf der Metapher" (1917). Hans sidste bog er selvbiografien Vorkriegseuropa im Gleichnis meines Lebens (1936). Efter 2. Verdenskrig stod Carl Sternheim
egoistisk og anomisk selvmord. De følger af ”for svagt samfund”, og er især udbredt i moderne samfund. Kollektive værdier og normer er for svage med meningstab henholdsvis normløshed som resultat. De to øvrige er altruistisk og fatalistisk selvmord. Her kan
egoistisk stræben. I senere folkelig sufisme kom fakir til at betegne den omvandrende asket (svarende til persisk dervish). Selvom ordet er af islamisk oprindelse, bruges det i Vesten mest om indiske hinduers asketiske hellige mænd, der i den folkelige fromhed
egoistiske færd blandt svindlere og bedragere udsættes for et utal af fornedrelser og makabre situationer, oftest udtrykt med grotesk komik. Langt fra forløberen Lazarillo de Tormes' naive optimisme udtrykker Quevedos El buscón 1600-t.s "desengaño": At forfaldet bag den skinnende
egoistiske motiver. Hutchesons æstetiske overvejelser er ganske parallelle med hans moralfilosofiske. Ligesom mennesket besidder en speciel sans for det gode, besidder det også en speciel sans for det skønne, som ved betragtning af det harmoniske, regelbundne og storslåede reagerer med