elektrolytisk dissociation
Elektrolytisk dissociation, se dissociation.
Elektrolytisk dissociation, se dissociation.
dissociation) eller lys (fotodissociation). Endvidere ses dissociation under dannelse af ioner, når syrer, baser eller salte opløses i vand (ionisering eller elektrolytisk dissociation). Drivkraften for den elektrolytiske dissociation er den energi, der udvikles, når ioner dannes i et opløsningsmiddel, fx
physikalische Chemie i 1887. Det første bind indeholder bl.a. Arrhenius' berømte arbejde om elektrolytisk dissociation. I 1901 modtog han som den første nobelprisen i kemi for sine arbejder inden for reaktionskinetik og osmose. Læs mere i Den Store Danske kemi
elektrolytiske dissociationsteori; det var hydrogenionen, der gav syrer deres særlige karakter. I 1887 indførte han størrelsen dissociationsgrad, der angiver den del af et stof, der dissocieres i ioner ved dets opløsning. Umiddelbart efter blev det vist, at massevirkningsloven gjaldt for den elektrolytiske dissociation
P. Scherrer en metode til strukturanalyse af krystallinske pulvere. Peter Debyes arbejde om elektrolytisk dissociation og elektrolytteori blev publiceret i 1923 og er kendt under navnet Debye-Hückels teori. For sit videnskabelige arbejde modtog han nobelprisen i kemi i 1936.
elektrolytisk dissociation). Hvis de positivt ladede ioner er hydrogenioner, kaldes forbindelsen en Brønsted-syre (se Brønsteds syre-base-definition), og processen en protolyse. En proton er i vandig opløsning bundet til et vandmolekyle, som dermed har optrådt som base. Syre