endokrin
Endokrin, (af gr. endo- + krinein afsondre), vedr. den interne sekretion.
Endokrin, (af gr. endo- + krinein afsondre), vedr. den interne sekretion.
endokrine sygdomme, udøves i dag i flere lægelige specialer, der foruden den medicinske endokrinologi omfatter gynækologi og obstetrik, pædiatri, neurologi samt neurokirurgi. Moderne teknologi har også inden for diagnostik og behandling af endokrine sygdomme medført store fremskridt for patienterne. Mave
Endokrine kirtler Endokrine kirtler findes som veldefinerede hormonproducerende organer, fx skjoldbruskkirtel og binyrer, eller som bestanddele af eksokrine kirtler som fx de langerhanske øer i bugspytkirtlen eller kønshormonproducerende celler i testiklen. Endokrine celler kan være organiseret i strenge mellem kapillærer
endokrin neoplasi, MEN, sjældne syndromer, hvor mere end to hormonproducerende (endokrine) kirtler på samme tid er involveret i overproduktion af hormoner. Sygdommene nedarves autosomalt dominant med varierende penetrans. MEN type I (Wermers syndrom) skyldes svulster i biskjoldbruskkirtlerne, hypofysen og bugspytkirtlen
endokrine væv Den endokrine del af bugspytkirtlen udgøres af de såkaldte langerhanske øer, ca. 1 mio. små klynger af celler, spredt rundt i kirtlen. De opstår fra celler, der under kirtlens udvikling frigør sig fra udførselsgangene. Ø-vævet udgør omkring
endokrine sekretion. Imidlertid virker de fleste peptidhormoner og monoaminer også via andre transportveje. Således syntetiserer nerveceller også hormonale peptider og monoaminer. De frisættes fra nervecellernes udløbere som transmittere over den synaptiske kløft til andre nerveceller eller til muskelfibre eller epithelceller
endokrine organer og celler via blodbanen til store dele af legemet (se også endokrinologi). Dog spiller parakrin sekretion en rolle i visse endokrine organer, fx i bugspytkirtlens langerhanske øer. Parakrine celler findes bl.a. i epithelcellelaget i luftvejenes og tarmkanalens slimhinder
endokrine” egenskaber, altså kirtellignende egenskaber, og kan opfattes som et egentligt selvstændigt endokrint organ med en lang række funktioner på lige fod med fx bugspytkirtlen, skjoldbruskkirtlen og binyrerne. Dermed præsenterede Bente Klarlund Pedersen og hendes medarbejde en radikal nytænkning af
endokrin) kirtel, hvoraf organismen har to på tilsammen ca. 10 g, beliggende opadtil på bughulens bagvæg i nær kontakt med den øvre ende af nyrerne. Binyrerne er opbygget af to vidt forskellige væv, binyrebarken (cortex) og binyremarven (medulla), som hos
endokrine kirtler til deres målceller eller målorganer samt fordeling af andre regulerende signalstoffer i organismen; hjemsted for koagulationssystemet, som er ansvarlig for at stoppe skader på blodkar (blødninger); opretholdelse af organismens syre-base-ligevægt inden for meget snævre grænser (ved