epigrafisk
Epigrafisk, (se epigraf), som bærer en indskrift.
Epigrafisk, (se epigraf), som bærer en indskrift.
Anepigrafisk, (gr. an- + epigrafisk), uden overskrift el. titel.
epigrafisk dokument, som viser opmålingen af byens opland, størrelsen af grundstykkerne, og hvem der havde forpagtet dem. Matriklen findes på byens museum. Betydelige levn står tilbage fra den romerske periode, især fra Cæsars og Augustus' tid, bl.a. et meget velbevaret
epigrafiske, geografiske, fysiske samt kultur- og naturhistoriske undersøgelser. De rejste fra Suez over Jedda til al-Luhayya i Yemen; herfra gik vejen over land til Mokka. Niebuhr kortlagde Yemen, som ikke tidligere var blevet undersøgt af europæere. Alle havde malaria
en kommenteret oversættelse af en tredjedel af Sima Qians historieværk Shi Ji (1. årh. f.Kr.). Chavannes oversatte desuden buddhistiske fortællinger, overleveret på kinesisk, og beretninger om kinesiske buddhisters pilgrimsrejser i Asien. Chavannes er desuden kendt for arkæologiske og epigrafiske studier.
epigrafisk brug, blev den første arabiske skønskrift. Kufisk skrift blev i særlig grad udviklet i det islamiske Spanien, og udsmykningen af Alhambrapaladset i Granada er her et højdepunkt. En anden skrifttype, naskhi, håndskrifternes enkle brødskrift, udviklede kalligrafiske varianter i de
runologisk-epigrafiske laboratorium. I perioden 1985-2004 var hun ansat ved museets forsknings- og formidlingsafdeling som museumsinspektør, fra 1998 som seniorforsker. I 2012 blev Marie Stoklund udnævnt til æresdoktor ved Uppsala universitet. Læs mere i Den Store Danske runer runologi
Monepigrafisk, (gr. mon- + epigrafisk), om mønt, som kun har indskrift (ikke billede).
(Dansk Biografisk Leksikon)
epigrafiske spørgsmål. I Runerne i Danmark og deres oprindelse, 1976, beretter M. i sin personlige stil ud fra sin viden og erfaring inspirerende om runeskriften og de danske runemindesmærker for både lærd og læg. Bogen rummer nye impulser til runeforskningen
(Dansk Biografisk Leksikon)
epigrafisk og religionshistorisk vigtige bidrag til forståelse af kulten. Mere populært behandlede han emnet i Miraklerne i Epidauros. 1917 og sammenholdt også den græske kult med en dansk parallel, miraklerne ved Helene kilde (Vor Tid, 1917). På Nationalmuseet ledede han