epikuræisme
Epikuræisme, 1. Epikurs lære om opnåelsen af lyst (især åndelig) og undgåelse af ulyst som målet for et lykkeligt liv; 2. nydelsessyge; fråseri.
Epikuræisme, 1. Epikurs lære om opnåelsen af lyst (især åndelig) og undgåelse af ulyst som målet for et lykkeligt liv; 2. nydelsessyge; fråseri.
epikuræismen og stoicismen. Såvel Epikur som de tidligste stoikere må have haft adgang til de esoteriske skrifter, mens de endnu befandt sig i Athen. Pga. skrifternes mærkelige skæbne fik Aristoteles' retorik og poetik ikke den virkning på senere hellenistisk retorik
epikuræisme, stoicisme og skepticisme. Fælles for disse retninger er en reaktion imod Platon og Aristoteles, generelt udtrykt i en empirisk-naturalistisk grundholdning. Verden er materiel, og enhver erkendelse må begynde med sansning. En epikuræer eller en stoiker vil mene, at
epikuræismen, dens konkurrent, trods betydelig indflydelse aldrig har opnået. Det skal nævnes, at visse forskere mener, at Scipio-kredsen mest af alt er et produkt af Ciceros idealiserende ønsketænkning. De forfattere, der til senantikken og videre formidlede den stoiske lære
(Dansk Biografisk Leksikon)
epikuræisme med demokratisk humanitet, og hos hvem fordomsfrihed og åndelig modtagelighed på en lykkelig måde var parret med kritisk sans og klar, behersket form. – 1837 udgav Lyder Sagen et udvalg af F.s skrifter med en biografisk indledning. – Fætteren Claus Lydersen
(Dansk Biografisk Leksikon)
Epikuræisme, Skepticisme og Nyplatonisme, 1934. H.s betydeligste indsats er dog en række oversættelser af Aristoteles: A.s Skrift om Sjælen, 1949, A.s Forelæsning over Fysik I-IV, 1951, A.s ældre Metafysik, 1953, A.s populære Forelæsning over Etik. Magna Moralia, 1954, Vejen