erkendelse
Erkendelse, i daglig sprogbrug betyder erkendelse det at kende noget, at man kan identificere det, skelne det fra andre emner eller ting og genkende det, hvis det optræder mere end én gang. At erkende noget betyder, at man kan indordne
Erkendelse, i daglig sprogbrug betyder erkendelse det at kende noget, at man kan identificere det, skelne det fra andre emner eller ting og genkende det, hvis det optræder mere end én gang. At erkende noget betyder, at man kan indordne
erkendelse, er tænkning og anvendelse af viden. Kognition indgår sammen med emotion (følelse, affekt) og konation (vilje, stræben, handling) i en tredeling af bevidsthedslivets (sjælens) elementer eller evner, der kan spores tilbage til Platon. Tredelingen fik sin mest autoritative udformning
erkendelse. Ifølge den traditionelle opfattelse af videnskab, delt af både Popper og de fleste positivister, vokser videnskaben kumulativt, dvs. via ophobning af nye erkendelser på allerede indvundne erkendelser. Uanset om dette billede er rimeligt for naturvidenskaberne eller ej, så synes
erkendelsen af. Heraf følger en afgrænsning af, hvad der kan være genstand for mulig erkendelse. Hvis man forsøger at erkende en bagvedliggende virkelighed, en verden af ting i sig selv, Dinge an sich, er dette dømt til at mislykkes. Den
erkendelse og dermed frisætter mennesket. Platon og Aristoteles talte også om fornuften som menneskets evne til erkendelse af sandheden, dvs. som en kilde til erkendelse. I middelalderen blev fornuften populært sagt betragtet på linje med åbenbaringen, og der udspandt sig
erkendelsens dannelse, udvikling, stabilisering og ændringer, individuelt og samfundsmæssigt. Det andet angår de krav, der bør stilles til erkendelsen i dens forskellige former og omfanget af kravenes opfyldelse. Et traditionelt synspunkt har været, at erkendelse kræver et fundament af ufejlbarligt
erkendelse tager udgangspunkt i, må fornuften på en eller anden måde have tilgang til dem på forhånd. I Menon viser Platon ved et matematisk eksempel, hvordan erkendelse opnås ved fornuftens egen, interne virksomhed, og i Faidon bestemmes begrebsdannelse og erkendelse
erkendelsen angår fænomener, dvs. forestillinger dannet ud fra sanseindtryk). Den erkendte virkelighed er en fænomenverden og ikke en bevidsthedsuafhængig virkelighed. Hume afviste i modsætning til Locke, at det har mening at tale om en bagvedliggende virkelighed, hvorimod Immanuel Kant i
erkendelse ligger mellem rå data og indsigtsfuld viden. Data bliver til information, når de fortolkes, og information kan udtrykke en bestemt viden, så rækkefølgen data-information-viden-indsigt svarer til en stigende grad af erkendelse. Man kan fx godt have
erkendelse af verden gennem sanserne. At percipere er at se, høre, føle, smage eller lugte. Visuel perception (erkendelse af verden gennem synssansen) kan tjene som eksempel. Stimuli Når man retter blikket mod et objekt i omgivelserne, dannes der billeder af