exon
Exon, de dele af et gen, der anvendes til kode for proteinsyntesen i en celle. Især i celler fra eukaryote organismer omfatter generne oftest et stykke DNA, som er meget større, end hvad der kræves til at kode for det
Exon, de dele af et gen, der anvendes til kode for proteinsyntesen i en celle. Især i celler fra eukaryote organismer omfatter generne oftest et stykke DNA, som er meget større, end hvad der kræves til at kode for det
exons) splejses sammen til det modne RNA ved hjælp af spliceosomet. De dele, der klippes ud ved splejsningen, kaldes introns. Ved alternativ splejsning sammensættes forskellige dele af det umodne RNA, således at der dannes forskellige mRNA-molekyler, der koder for
exons (koder for proteiner). Der findes fire typer af introns; de mest almindelige og bedst undersøgte kaldes pre-mRNA introns. Disse kan hos mennesker og andre pattedyr udgøre mere end 90 % af DNA i generne. Generelt stiger intronandelen med organismens
tildelt nobelprisen i fysiologi/medicin for uafhængigt af hinanden at have opdaget, at gener er opdelt i ikke-kodende og kodende segmenter (hhv. introns og exons). Efter splejsning af exons til mRNA kan dette oversættes til protein under proteinsyntesen, se DNA.
exons (udgør få % af genomet). Specielt i højerestående dyr og mennesker kan introns være meget store (op til 200.000 basepar), og der findes eksempler på gener, der strækker sig over flere mio. basepar, men hvor mindre end 1 % af denne
og fysiologi i 1993 for opdagelsen af mRNA-molekylers splejsningsreaktion. Denne reaktion, der sammenkobler de kodende dele af det oprindelige RNA-molekyle, de såkaldte exons, er et nøgleled i cellens dannelse af proteiner, proteinsyntesen, hos højerestående dyr. Se også RNA.
exons) udskæres på nøjagtige positioner for derefter at splejses sammen til et færdigt mRNA. Resten af molekylet (introns) spiller ingen direkte rolle i informationsformidlingen og nedbrydes oftest hurtigt i cellens kerne. Denne opdeling af den genetiske information i genomet blev
exoner, som indgår i det modne, funktionelle RNA-molekyle. Hans forskning har de senere år omhandlet enzymet telomerase, der danner kromosomernes telomer-ender og han var 2000-2009 præsident for Howard Hughes Medical Institute, som er blandt verdens største bevillingsgivere