fælleskøn
Fælleskøn, grammatisk betegnelse. Se køn.
Fælleskøn, grammatisk betegnelse. Se køn.
fælleskøn en dag, dagen, intetkøn et år, året. Fordelingen på de to køn følger indviklede regler med mange undtagelser. Fælleskøn er de fleste personbetegnelser, undtagen fx barn, menneske, medlem. Også ordets form spiller en rolle; fælleskøn er fx substantiver afledt
fælleskøn og intetkøn afviger undertiden fra dansk. Fælleskøn i svensk er bl.a. apparat, kyss, människa, punkt, toalett; til människa henvises med pronomenet hon. Intetkøn er fx besked, finger, kaffe, krig, lejon 'løve', pris, regn, vin. Ord af fælleskøn danner flertal
fælleskøn og intetkøn) og i substantiverne kun to tal (ental og flertal og altså ingen dualis). Ud over de fra indoeuropæisk kendte otte kasus har hittitisk en "retningskasus" som fx ses i nepis-a 'til himlen'. Udforskning Udforskningen af de
fælleskøn: en vertebrat, plur. vertebrater, af lat. vertebra 'led', specielt om ryghvirvlerne, 'hvirveldyr'. I kemien bruges sådanne adjektiver som substantiver eller som sidste del heraf, fx nitrat(er) og kaliumnitrat. Med -at betegnes efter særlige regler en del af en
fælleskøn, men et sprog som yidiny har et omfattende system på ca. 20 klasser, fx 'spiselig plante', 'spiseligt kød', 'beboeligt område' og 'ikke-drikkelig væske'. I sproget dyirbal inddeles substantiverne i fire klasser efter meget sindrige regler, hvor bl.a. mytologisk
Commune betyder fælleskøn. Ordet bruges inden for grammatik.
fælleskøn, mens der henvises med det eller noget til ord, der betegner stof eller masse, fx æ egetræ i vor have, den er stor og egetræ, det er bedst til møbler. Ordforråd Der er også ordgeografiske forskelle mellem danske dialekter
fælleskøn, og den efterhængte artikel blev i stigende grad brugt til at markere et substantiv som bestemt. I kasusbøjningen faldt akkusativ og dativ af substantiver og adjektiver sammen med nominativ; som levn af de oprindelige kasusformer blev nogle faste udtryk
fælleskøn, eller lang-t, hvor -t på samme tid udtrykker ubestemthed, ental og intetkøn. Den indoeuropæiske sprogæt deles i en halv snes hovedgrupper: den slaviske, den keltiske, den romanske, den germanske mfl. Sammen med engelsk, frisisk, nederlandsk og tysk udgør