farveblanding
Farveblanding, se farve.
Farveblanding, se farve.
Additiv farveblanding, den form for blanding af farvet lys, som fx ligger til grund for opbygningen af billedet på en farvefjernsynsskærm; se farveblanding.
Optisk farveblanding, se divisionisme.
Subtraktiv farveblanding, ligger til grund for blanding af farvestoffer, fx i malerfarver, se farve.
Farveblanding Farveblanding finder sted med additiv og subtraktiv blanding. Additiv blanding Ved at blande de monokromatiske, rene spektralfarver i varierende forhold eller ved at ændre intensitetsfordelingen af hvidt lys skabes en uendelighed af nye farveindtryk. Til teknisk og videnskabelig brug
Farveblanding og farvesyn Allerede i studietiden i Edinburgh havde Maxwell deltaget i eksperimenter med farveblandinger. 1854-1860 genoptog han dette emne og grundlagde sammen med Hermann von Helmholtz den moderne farveteori, ifølge hvilken enhver farve kan bestemmes som en blanding
farveblanding), der svækkede farvens renhed og evne til at reflektere lys. I stedet udviklede han gradvist en opdeling og adskillelse af ublandede farver i små, tætliggende, kommaagtige strøg, hvis lysrefleksion intensiveredes ved, at farverne nu i stedet blandedes optisk på
farveblanding). Forsøget fik ingen praktisk betydning, og det samme gjaldt franskmændene Louis Ducos du Hauron og Charles Cros' banebrydende arbejde med processer, der byggede på subtraktiv farveblanding. Men i 1891 fremstillede Gabriel Lippmann et holdbart farvebillede, som skabte grundlag for
blanding af malefarver (subtraktiv farveblanding) anvendes gul, blå og rød (ved trefarvetryk de standardiserede farver gul, cyan og magenta); ved blanding af lys (additiv farveblanding) er primærfarverne rød, grøn og blåviolet. Ved blanding af to primærfarver dannes sekundærfarver. Se farve.
farveblanding (af fx malerfarver) dannes grøn af gul og blå, orange af gul og rød, violet af rød og blå. Ved additiv farveblanding (af farvet lys) er gul en sekundærfarve, der dannes af rødt og grønt lys, mens magentarød dannes