faryngal
Faryngal, se svælget.
Faryngal, se svælget.
Faryngaler, svælglyde, sproglyde, der dannes, ved at tungeroden føres bagud og nedad i retning mod svælgets bagvæg. Den eneste almindelige faryngale lydtype er hæmmelyde, der såvel ustemte som stemte findes i semitiske sprog.
faryngale /h/ som almindeligt h, og det stemte faryngale ayn samt strubelukkelyden alif udelades helt. Ved dentalerne /s/, /d/, /t/ og /ð/ skelnes der ikke mellem den udtale, vi kender fra dansk, og en emfatisk eller faryngaliseret. Ligeledes skelnes der
faryngale og glottale konsonanter, som også bidrager til at give disse sprog et ”gutturalt” præg. Dette gælder dog ikke alle semitiske sprog, idet fx akkadisk allerede meget tidligt tabte de faryngale og glottale lyde. Den semitiske rod I de semitiske
faryngaler og bøjnings- og afledningssystemer for nominer og verber, i hvilke grundbetydningen er knyttet til en konsonantisk rod, som bøjes ved ombytning af de interne vokaler, fx arabisk katab 'han skrev', kitāb 'bog', kutub 'bøger'. Systemet er bedst bevaret i
faryngal frikativ, [ʕ]) som [o] wāw [w] kunne tolkes enten konsonantisk som [w] eller vokalisk som [u] (senere [y]) ḥēt [ħ] blev tolket konsonantisk som [h] (med bogstavnavnet heta) i de græske dialekter, der havde denne lyd, men vokalisk som
faryngale frikativer og dermed for sprog, der er rige på sådanne lyde. Ifølge en tidligere udbredt fordom, der er uden sprogvidenskabelig begrundelse og bl.a. har floreret i ældre underholdningslitteratur, skulle især "primitive" sprog hos vilde stammer være karakteriseret ved "gutturale
Retrofaryngal, (lat. retro- + gr. faryngal), som ligger bag ved svælget.
faryngale og glottale lyde er gået tabt, givetvis under påvirkning af det ikke-semitiske sprog sumerisk. En stor del af konsonanterne er meget stabile gennem historien og findes som udgangspunkt bevaret i stort set alle sprogene (fx b, d, l