fatalistisk
Fatalistisk, (se fatalisme), vedr. fatalisme el. fatalister.
Fatalistisk, (se fatalisme), vedr. fatalisme el. fatalister.
fatalistiske gyserfilm Se7en (1995, Seven), har der ligeledes under overfladen ulmet et oprør mod pænheden. I Legends of the Fall (1994, Legendernes tid) blev Brad Pitt lanceret som romantisk helt, en type han fortsatte med i bl.a. Seven Years in
fatalistisk selvmord. Her kan man tale om ”for kraftigt samfund”: mennesker underlægges i for høj grad fællesskabet uden plads for egne værdier og handlefrihed. Disse former er mere typiske for traditionelle samfund. Religion: det hellige og det sociale. Fælles symboler
men generationen efter ham kunne i hans form for opposition kun se en fatalistisk afbildning af en konfus virkelighed. De fleste af hans værker er oversat til dansk og har været opført på danske scener eller i radio og tv.
fatalistiske træk. Navnlig Herodot bruger hybris-nemesis som en grundlæggende forklaringsmodel i den historiske udvikling. Som historiefilosofi overlevede hybristanken dog ikke den sofistiske bevægelse og værdikrisen i slutningen af 400-tallet f.v.t. Læs mere i Den Store Danske Ate Sofisterne
fatalistisk udsigtsløshed og har således rod i den poetiske realisme, der kendetegnede fransk film i 1930'erne. Billedsproget står derimod i gæld til 1920'ernes tyske ekspressionisme og benytter et stiliseret formsprog samt intensive lys-skyggevirkninger. Et hovedværk er den
fatalistisk. Man må udholde lidelserne, fordi det er ens skæbne. I hinduismen fx er tydningen kædet sammen med reinkarnationstanken: handlinger i ens tidligere tilværelser er forklaringen på den position og de livsvilkår man har i det nuværende forløb. Det er
fatalistisk kraft, fx i De stille kracht (1900, Den stille kraft) og Van oude mensen, de dingen die voorbijgaan (1906, Om gamle mennesker, tingene som går forbi). Couperus' forfatterskab er mangesidet. Foruden symbolske eventyr (Psyche, 1898) omfatter det en serie
fatalistiske skildringer af menneskets kamp mod såvel egne drifter som social uretfærdighed. Til manges fortrydelse forblev Carné i Frankrig under den tyske besættelse, hvor han i 1942 lavede Les Visiteurs du soir (Aftengæsterne), et 1400-tals drama, som Carné selv
fatalistisk at acceptere livet, som det er. I mellemtiden fandt Max Brod vej til zionismen, foruden sit centrale emne: menneskets forpligtelse til moralsk handling, udtrykt bl.a. i romanen Tycho Brahes Weg zu Gott (1916, da. Ikke magt eller rigdom, 1950). I