femfodsjambe
Femfodsjambe, vers af formen ◡− ◡− ◡− ◡− ◡− (mandlig) og ◡− ◡− ◡− ◡− ◡− ◡ (kvindelig). Urimet som blankvers er den efter Shakespeares eksempel et af den nyere dramatiske digtnings hovedversemål.
Femfodsjambe, vers af formen ◡− ◡− ◡− ◡− ◡− (mandlig) og ◡− ◡− ◡− ◡− ◡− ◡ (kvindelig). Urimet som blankvers er den efter Shakespeares eksempel et af den nyere dramatiske digtnings hovedversemål.
rimede terziner ligesom originalen, og i femfodsjamber. Den anden danske oversætter er Knud Hee Andersen (1963), der oversatte til urimede femfodsjamber eller blankvers. I 2000 udkom endnu en oversættelse ved Ole Meyer (f. 1947) på urimede 11-stavelsesvers i nutidssprog.
femfodsjambe, fx "En herlig gammel Helt er Hakon Jarl". Den mandlige (10-stavelses-) og den kvindelige (11-stavelses-)form veksler almindeligvis frit. Blankversets urform er middelalderens franske vers commun, som på italiensk grund blev til ellevestavelses-jamben verso sciolto, dvs
femfodsjamber og andet godt, er der tale om før-kunstneriske vedtægter, omtrent som når musikhistorikeren taler om lied-, sonate- eller rondoform osv. Metriske vers har med andre ord to planer og betegnes derfor som biplane vers. Heroverfor betegnes prosaversene som
Dante i Den guddommelige komedie (1307-20) og genopdaget af de tyske romantikere, brødrene Schlegel, Ludwig Tieck o.a., hvorfra den som femfodsjamber gik videre til dansk romantik med Oehlenschläger. Formen bruges gerne som ramme om metafysiske temaer, også i modernismen.
femfodsjamber, sonetter, madrigaler, senere canzoner, terziner, ottaver etc. I barokken gennemførtes den prosodiske reform, den strenge (alternerende) stil fortrængte middelalderens frie stavelsesfyldning. I dramaet veg knittelverset for aleksandrineren. I 1700-tallet begyndte prosaen at gøre sig gældende som digterisk medium