fordringshaver
Fordringshaver, se kreditor.
Fordringshaver, se kreditor.
fordringshaver selv hæve en aftale, når misligholdelsen er væsentlig, dvs. når fordringshaveren i betydelig grad går glip af det, som han eller hun efter aftalen har ret til at vente sig. I tysk ret kan en fordringshaver dog som regel
fordringshaver eller en kreditor) har over for en anden person (den forpligtede eller debitor) om at gøre eller undlade at gøre noget. En fordring består typisk i et pengebeløb, men den kan også bestå i andet. Den kan fx bestå
Et fordringshaverskifte er indtræden af ny fordringshaver (kreditor) i et gældsforhold. Normalt kan det ske uden skyldnerens (debitors) samtykke. Læs mere i Den Store Danske kreditor debitor
fordringshavers ret til at benytte gældsfængsel, hverken mht. fordringens størrelse eller mht. fængselsopholdets varighed, men i løbet af 1800-tallet blev der gennemført væsentlige indskrænkninger i begge henseender, og Konkursloven fra 1872 ophævede i det væsentlige adgangen til at anvende
fordringshaver befalede skyldneren at betale eller gøre indsigelse. Senere blev kongebrevsforfølgning foretaget af kongen gennem rigens kansler. Gjorde skyldneren indsigelse, tog kongen stilling til synspunkterne og påkendte således sagens realitet i konkurrence med de almindelige domstole. Sad skyldneren befalingerne overhørig
fordringshaver giver en skyldner, der er forsinket med sin ydelse, eller som i øvrigt har misligholdt en aftale. Fordringshaveren kan som regel kun hæve en aftale pga. skyldnerens forsinkelse, hvis han giver skyldneren en rimelig frist, og skyldneren derefter ikke
fordringshaver kunne benytte over for en skyldner, der ikke opfyldte sin forpligtelse. Nam kunne kun ske i henhold til dom og bestod i, at fordringshaveren bemægtigede sig noget af skyldnerens løsøre, fx kreaturer, og derved etablerede en tilbageholdsret som pression
fordringshaver eller kreditor. Obligationsret omfatter regler om, hvordan forpligtelser opstår, og hvordan de ophører, fx ved indfrielse, modregning eller forældelse. Nogle af obligationsrettens regler er ikke lovfæstet, men udviklet gennem domstolenes praksis på grundlag af handelssædvaner og afvejning af parternes
fordringshaver om, at en ydelse ønskes betalt. Hvis det ikke er aftalt, hvornår en ydelse skal præsteres, er det dansk rets almindelige regel, at ydelsen skal erlægges efter påkrav. Visse lovbestemmelser stiller som betingelse, at kreditor afgiver påkrav, før kreditor