geist
Geist, se gejst.
Geist, se gejst.
Geist, d. 1711, tysk komponist og organist, der 1669 ansattes som sanger ved det danske hof. Efter en halv snes år i Sverige vendte han omkring 1680 tilbage til Danmark, hvor han 1686 udnævntes til organist ved Helligaandskirken og Trinitatis
Geiste der Musik (1872, da. Tragediens fødsel, 1996) søgte han at præsentere den græske kultur på en engageret og aktualiserende måde. Bogen fik hård kritik fra hans fagfæller, hvilket fik ham til at koncentrere sig om filosofien. I Tragediens fødsel
Geistes (1807, Åndens fænomenologi), der er en slags filosofisk dannelsesroman. Hegel beskriver heri, hvordan "ånden" — den altomfattende, overindividuelle bevidsthed, der udgør virkelighedens inderste væsen — efterhånden "kommer til sig selv", idet den gennemløber en række udviklingstrin fra den simple sanseerfaring til
Geistige in der Kunst, der udkom 1912. Den abstrakte billedkunst delte sig tidligt i to hovedretninger. På den ene side opstod en overvejende spontan, ekspressiv og fabulerende tendens, som Kandinsky i begyndelsen selv repræsenterede. Den udviklede sig senere i mange
Geistlige Talekonst (1775), der bragte vor første, betydelige lære om actio. Oplæsningen, der i årene omkring 1800 affødte den såkaldte deklamatoriebevægelse. 1800-t.s actio var præget af, at skolereformen af 1805 satte dansk sprog og litteratur på skoleskemaet. Søren Bloch
nævnes Geistige und körperliche Arbeit (1970; da. Håndens og åndens arbejde, 1975), Warenform und Denkform (1971), Ökonomie und Klassenstruktur des deutschen Faschismus (1973; da. Økonomi og klassekamp i den tyske fascisme, 1975) og det danske udvalg Erkendelseskritik og klassekamp (1976).
i beskrivelsen af forholdet mellem herre og slave i bogen Phänomenologie des Geistes fra 1807. Hegels teori om anerkendelse prægede 1900-t.s filosofi, fx hos Jean-Paul Sartre og Jürgen Habermas. Se også anerkendelse i betydningen folkeretlig anerkendelse af stater.
Geiste der Musik (1872). Ifølge Nietzsche (og Arthur Schopenhauer før ham) er tilværelsen kaotisk og blind, men mennesket skaber sig en nødvendig illusion om en ordnet, formet helhed. Den apollinske illusion, det dionysiske kaos Denne apollinske illusion formidles i billedkunst
af ungarsk films første internationale succeser. Han fremstod som en af de vigtigste filmteoretiske pionerer med bøgerne Der sichtbare Mensch (1924) og Der Geist des Films (1930), der gjorde opmærksom på filmsprogets formalistiske karakter. Han skrev desuden marxistisk orienteret filmkritik.