glorificering
Glorificering, (se glorificere), det at glorificere.
Glorificering, (se glorificere), det at glorificere.
glorificering. I den marxistiske forskning i DDR døde glorificeringen i løbet af 1970'erne og blev erstattet af en meget mere nuanceret fremstilling, som også skildrede teologen Müntzer og ikke kun 'revolutionshelten'. Historikere og kirkehistorikere var fælles om vigtige publikationer
glorificering af martyret og den religiøse pligt til at ofre sig for nationen ig krigen, bliver sat i relief af samme styres ligegyldighed over for den slagtebænk, krigen blev med hundrede tusinder af civile og militære ofre, civilister og soldater
glorificering af individualismen. Clintons første regeringsår Med vicepræsidentkandidaten, Al Gore, vandt Bill Clinton over den siddende præsident, George Bush, ikke mindst fordi protestkandidaten Ross Perot afbødede anklager mod Clinton for at have unddraget sig krigstjeneste i Vietnam og på valgdagen
Amerikanske Borgerkrig og i tiden derefter, var et afgørende gennembrud for filmmediets fortælleteknik. Allerede i samtiden blev den dog kritiseret for sin racisme og glorificering af Ku Klux Klan. I rollerne ses bl.a. Lillian Gish og Mae Marsh (1895-1968).
glorificeringen af den iranske, præislamiske fortid før arabernes og islams erobring af landet. Dertil kom idealet om ”den nye iranske familie”, hvor hustruen havde, eller burde have, en ligeværdig position med manden. Eksempler på disse tre hovedtemaer er Zabih Behruz
glorificering af en politisk leder, oftest i autoritære regimer. Persondyrkelse sås fx i Kina under Mao, i Irak under Saddam Hussein og i den tidligere Sovjetunion og det socialistiske Østeuropa under stalinismen, hvor lederforherligelse blev iværksat og organiseret centralt som
glorificering af krigen i form af heltedyrkelse og kammeratskab, og på venstrefløjen kan nævnes den franske syndikalistiske teoretiker Georges Sorel og den naturaliserede algerier Frantz Fanon; begge mener, at revolution opmuntrer til selvopofrelse og har en befriende indvirkning på mennesker
glorificering af fortiden. Tonen i forfatterskabet er udpræget pessimistisk. Livstræthed, fremmedgjorthed og tilværelsens meningsløshed findes som grundvilkår i forfatterskabet, hvilket måske også inspirerede Hedâyat til at oversætte Kafka til persisk. Andre gennemgående træk i Hedâyats værker er et bittert angreb
glorificering af det første, snarere tværtimod. Den symbolske kunstform placerer Hegel i Østen og oldtidens Egypten. Den manifesterer sig i en kunst, der søger at udtrykke menneskets gåde i vilkårlige gestaltninger af ydre genstande og begivenheder. Karakteristisk er dødens centrale