grazia
Grazia, (it., af lat. gratia), ynde; gratie.
Grazia, (it., af lat. gratia), ynde; gratie.
Grazia Deledda var en italiensk forfatter, der modtog nobelprisen i litteratur i 1926. Deledda blev født i Nuoro på Sardinien. Hun fik en klassisk kvindekarriere som selvlært forfatter, næret af læsning fra Bibelen til 1800-tallets romaner, af drømme og
Con grazia, (it.), inden for musik med ynde.
Grazie er et italiensk ord for tak.
Grazien, 1768, da. 1776, Oberon, 1780, da. 1792) og romaner (Don Sylvio von Rosalva, 1764, Geschichte des Agathon, 1766-67, 1800-03). Siden Lessings ord om Agathon som den "første og eneste roman for det tænkende hoved" betragtes Wieland som
Grazies østlige del til mausoleum for Sforza-familien. Inspireret af antikkens åbne byrum byggede han 1492-94 Piazza Ducale i Vigevano med omløbende og freskodekorerede arkader. Donato Bramantes hovedvirke udfoldedes i Rom, hvor han slog sig ned i slutningen af
Grazie i Milano. Billedrummet er bygget op som en illusionistisk udvidelse af spisesalen, og her sidder Jesus ved sit sidste måltid, omgivet af de tolv disciple. Han har netop udtalt: 'Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig
Grazia Deleddas roman Dopo il Divorzio, (1902, dansk Efter Skilsmissen 1912), rejser hun til Sardinien, og i 1913 offentliggør Marie Gamél i København sin rejsebog, Den ukendte Ø. Samtidig begynder hun i 1910 som medarbejder ved danske aviser og ugeblade
Grazie med østparti af Donato Bramante findes Leonardo da Vincis fresko Den sidste nadver (1495-98) på endevæggen i spisesalen. Det moderne repræsenteres bl.a. af Giuseppe Terragni med Casa Rustici (1934) og ses ikke mindst i de mange kontorbygninger, fx
Grazia Deledda (Italien) 1925 George Bernard Shaw (Storbritannien) 1924 Władysław Reymont (Polen) 1923 William B. Yeats (Irland) 1922 Jacinto Benavente (Spanien) 1921 Anatole France (Frankrig) 1920 Knut Hamsun (Norge) 1919 Carl Spitteler (Schweiz) 1918 ingen uddeling 1917 Karl Gjellerup og