germanske sprog
hæmmelyde udviklet af indoeuropæisk p, t, k samt s. I tilfælde, hvor trykket i indoeuropæisk lå på den umiddelbart foregående vokal, blev de til [f], [θ], [χ] og [s], i alle andre stillinger stemt [β], [ð], [ɣ] og [z]; med
hæmmelyde udviklet af indoeuropæisk p, t, k samt s. I tilfælde, hvor trykket i indoeuropæisk lå på den umiddelbart foregående vokal, blev de til [f], [θ], [χ] og [s], i alle andre stillinger stemt [β], [ð], [ɣ] og [z]; med
Hæmmelyde, frikativer, spiranter, sprogvidenskabelig betegnelse for lyde, hvis passage for luften på artikulationsstedet er så snæver, at der opstår støj. Dansk f og s er fx hæmmelyde. De hæmmelyde, der dannes med en rille i tungebladet, har en særlig kraftig
hæmmelyd), men disse var ikke altid skrevet anderledes. For eksempel kunne bogstavet g bruges såvel til gengivelse af lukkelyden /g/ i gestr ‘gest’ som til hæmmelyden /γ/ i saga ‘saga, historie’. Bogstavet f kunne bruges såvel til et ustemt /f
hæmmelyde, uden at begge disse lydgrupper findes som enkeltstående lyde i sproget. Retninger Fonologien som sprogvidenskabelig disciplin er især udviklet i 1900-t. Pragskolen, som hører til den europæiske strukturalisme, opstod i 1920'erne omkring N.S. Trubetskoj og Roman Jakobson
hæmmelydene [f], [θ], [χ], [s] og [β], [ð], [ɣ], [z] i indlyd og udlyd. Denne variation tilskrev Verner de oprindelige indoeuropæiske trykforhold, således at ustemte hæmmelyde blev stemte, medmindre den umiddelbart forudgående vokal var trykstærk, fx gotisk fadar 'far' og
hæmmelyde [ð] og [ɣ] artikuleres slapt, ligesom det er tilfældet ved [ʁ], der dannes med drøbelen, men efter en vokal omdannes til en å-agtig vokallyd [ʌ]. I samspil med den typiske svage vokal [ə] i bøjningsendelser som -er, -ede
Affrikat, (af lat. affricata), inden for fonetik forbindelse af en lukkelyd og en tilsvarende hæmmelyd (pf, ts osv.).
hæmmelyd med samme eller næsten samme artikulationssted som lukkelyden, og som i det pågældende sprogs system fungerer som en enhed. Affrikater dannes ved, at det lukke, der i lukkelydsfasen blokerer luftstrømmen fra lungerne, opløses så relativt langsomt, at den ganske
karakteriserer et dansk s eller f. En approksimant er fx det danske 'bløde d', [ð], og dansk j. Approksimanter bruges oftest — som i eksemplerne — om svækkede hæmmelyde, men kan også bruges om de snævreste vokaler, fx dansk i, y, u.
hæmmelyde) som f og s og ved aspirerede klusiler (lukkelyde) som p, t og k i dansk. Vokaler Svælg- og mundhulrummenes form og størrelse, der varierer efter tungens og læbernes stilling, bestemmer, hvordan en vokal lyder, men den traditionelle fonetik