haloid - halogen
Haloid - halogen, (gr. halo- + -id), d.s.s. halogen.
Haloid - halogen, (gr. halo- + -id), d.s.s. halogen.
Halon, (dannet af hal(o) fra halogen; se halogen + on fra neon m.fl.), fællesbetegnelse for nogle kulstofforbindelser med et el. flere af halogenerne (fluor, klor, brom, jod); de anvendes til brandslukning, bl.a. ved brand i elektrisk udstyr.
halogen, dvs. det er placeret i det periodiske systems 17. gruppe med atomtegn At. Det blev fremstillet første gang i 1940 af D.R. Corson, K.R. Mackenzie og Emilio Segrè på University of California i Berkeley ved at bombardere bismuth (209Bi
halogen (fluor, klor, brom eller jod). Forbindelser med klor, brom og jod ligner hinanden, mens fluorforbindelser har afvigende egenskaber. Til gruppen hører så forskellige forbindelser som triklorethylen (CHCl=CCl2), kloroform (CHCl3) og brombenzen (C6H5Br) samt mere komplekse forbindelser som fx
er en kemisk forbindelse mellem et halogen og et metal, se halogener.
halogen, oftest brom eller jod. I lampen foregår en kredsproces mellem det wolfram, der fordamper fra glødetråden, og halogenmolekylerne. Kredsprocessen blev beskrevet i teorien allerede i 1880, men først anvendt med succes i 1959. Halogenet fanger wolframmet og forhindrer, at
En halogenlygte er en glødelampe, i hvilken gassen indeholder et halogen.
Haloid, (gr. halo- + -id), haloidsalt; salt, der er dannet af et halogen og ikke indeholder ilt.
Haloidsyre, (se haloid), brintsyre; forbindelse af brint og et halogen.
Jodtal, tal, der angiver, hvor mange gram halogen, beregnet som jod (I), 100 g af et stof forbruger. For fedtstoffer er jodtallet et udtryk for graden af umættethed, dvs. for antallet af dobbeltbindinger i fedtstofferne. Se også jodometri.