harmonik
Harmonik, se harmonilære.
Harmonik, se harmonilære.
Harmonika, trækharmonika, fritungeinstrument med to klaviaturer, ét på hver side af en bælg (se blæseinstrumenter). Harmonikaen findes i mange størrelser og varianter. Udtryksmulighederne i de forskellige typer afhænger af, om de frembringer uens eller samme tone ved træk og tryk
Harmoniker, (af gr.), musikteoretiker, der bygger på ørets bedømmelse af harmoniforhold.
harmonik, dynamik, klang og form. Som melodi kan man i grunden betegne enhver tonefølge uanset dens karakter i øvrigt; men det melodiske element påkalder sig særlig interesse, når en sådan tonefølge danner et afgrænset og karakteristisk forløb, der er struktureret
harmonik eller andre musikalske elementer. Andre arrangører fortager så store ændringer i det musikalske materiale, at der næsten er tale om genkompositioner, hvor fx kun det melodiske materiale er genkendeligt, men harmonik, form, tempo, taktarter, genre/stil etc. er fuldstændigt ændret
Concertina, sekskantet harmonika med knapper i begge sider; instrumentet fremkalder samme tone ved tryk og ved træk; se også harmonika.
harmonika, harmonium, evt. klarinet og tromme. I vor tid bruges klaver, el-orgel, guitar, banjo, bas og kromatisk harmonika. Kalattuut er par-, række- og kvadrilledanse i hurtige tempi. Der anvendes kendte trin som chassé-, hurre- og totrin; og de foretrukne
harmonik og rytme. I orkesterværkerne Apparitions (1956-59), Atmosphères (1961) og orgelværket Volumina (1961-62) førte han denne nivellering til ende i en klangfladekomposition, hvor udvikling, tonehøjde, harmoni og rytme er ophævet i et kontinuum af clustre. Ligetis senere værker
Harmonik (begge 1882), udviklede Hugo Riemann den såkaldte funktionsteori, der siden har været det vigtigste grundlag for harmonilæren i det mindste i Tyskland og i de skandinaviske lande (se funktionsharmonik). Harmonilæren fremstilles både i egentlige lærebøger og i afhandlinger af
harmonika, guitar eller violin forekommer sådanne stilblandinger. Traditionelle instrumenter, især koto, udvikledes og tilpassedes til de nye krav. Frem for alt drejede det sig om at kombinere japansk melodik med vesterlandsk harmonik. Gennem Miyagi Michio (1894-1955) blev denne moderne