havmand
Havmand, siden 1500-t. den almindelige betegnelse for et overnaturligt væsen, der bor i havet. Fanger fiskeren en havmand, skal han give ham, hvad han beder om, gerne en strømpe. Som tak advarer havmanden ham om et faretruende uvejr. I
Havmand, siden 1500-t. den almindelige betegnelse for et overnaturligt væsen, der bor i havet. Fanger fiskeren en havmand, skal han give ham, hvad han beder om, gerne en strømpe. Som tak advarer havmanden ham om et faretruende uvejr. I
Havmanden, en af de mest yndede og udbredte danske folkeviser med over 70 folkelige optegnelser samt en lang række sangbogsversioner. Visen kendes også i norsk og svensk folketradition. Den fortæller om Agnete, der forelsker sig i en havmand, frivilligt følger
havmand med fiskehale, som ifølge Hesiod er søn af Poseidon og Amfitrite. Han har ingen selvstændig mytologi. Hans attribut er et konkyliehorn. I græsk og romersk billedkunst afbildes han sammen med nereider og havheste, i renæssancen og senere ofte i
Havmanden (1913, uropført 2014), orkester- og kammermusik samt korværker og sange. Hilda Sehested var datter af Frederik Sehested. Læs mere i Den Store Danske Agnete og Havmanden klassisk musik musik i Danmark i 1700- og 1800-tallet musik i Danmark
hun Statens Kunstfonds pris (75.000 kr.) til kvindelige komponister for værket Agnetes latter, skrevet til Suste Bonnéns skulpturgruppe Agnete og havmanden på bunden af Slotsholmskanalen ved Højbro i København. Læs mere i Den Store Danske elektronisk musik komposition kvindelige komponister
Havmanden). Selvbiografiske levnedsskildringer indlagt i en legitimerende brevramme er fx Holbergs tre latinske levnedsbreve (1728, 1737, 1743; alle tre på dansk 1745), Johannes Ewalds Levnet og Meeninger (skrevet ca. 1774-75) og Charlotta Dorothea Biehls Mit ubetydelige Levnets Løb (skrevet
havmanden, hvor den overnaturlige ægtefælle græder, da hun forlader ham og deres fællesbørn på havbunden. Flere trylleviser er beslægtet med omskabelseseventyr. En ond stedmoder forvandler fx datteren til en lindorm. Hendes kæreste ser hende imidlertid i græsset som hun sprang
havmand, søn af Pontos og Gaia. Han bor på havets bund med sine 50 døtre, nereiderne, og er ligesom Proteus berømt for sine profetiske evner og for sin retsindighed. Nereus, som hos Homer kaldes "den gamle fra havet", synes ikke
Havmanden (2010). Han har ligeledes skrevet musikdramatiske arbejder som Blod, håb og kærlighed (2000), frit efter Fjodor Dostojevskijs Raskolnikov, og Hofskandalen (2001) om Struensee-tiden samt skuespillene Dr. Dampe (2003), Skyggen fra 44 (2006) og Shakespeare i forsamlingshuset (2010). Dertil
spillemand, der har lært andre at spille på den betingelse, at de siden hen tilhører ham. Blandt de europæiske middelalderballader findes en hel gruppe om åmænd og nøkker, bl.a. de tre viser "Agnete og havmanden", "Nøkkens svig" og "Harpens kraft".