hvide myrer
Hvide myrer, ældre, misvisende betegnelse for termitter.
Hvide myrer, ældre, misvisende betegnelse for termitter.
hvide og kaldes hvide myrer, forsyner kolonien med føde og sørger for ynglen foruden at bygge, rense og vedligeholde boet. Soldaterne udgør en kaste, som forsvarer boet. De har store hoveder og ofte store kindbakker. Hos de fleste arter er
hvid og blå anemone spredes af myrer, som tiltrækkes af små fedtlegemer (elaisomer) på nødderne. I Danmark findes vildtvoksende hvid anemone, Anemone nemorosa, gul anemone, Anemone ranunculoides og blå anemone, Anemone hepatica eller Hepatica nobilis. I enkelte nordøstbornholmske skove vokser
og stilkede blomster, der har grønne, hindekantede bægerblade, som er længere end de hvide, udelte kronblade. Frøene er forsynet med et lille fedtlegeme, elaiosom, og spredes af myrer. Den er almindelig i skove, især i den østlige del af landet.
hvide til røde med tilbagebøjede kronflige. Hos flere arter ruller frugtstilken sig sammen i en spiral, før frøene frigøres og spredes af myrer. Alpevioler er populære have- og stueplanter. Eksempelvis har Cyclamen persicum været dyrket siden 1600-tallet og er
hvide æg er ca. 0,5 mm. I sidste larvestadium producerer larven silketråde, som spindes sammen til en kokon, hvori larven forpuppes. Disse kokoner kaldes ukorrekt for "myreæg". Larverne, der mangler lemmer, er sækformede med et tydeligt afsat hoved. Levevis Myrer
hvide pletter" på verdenskortet; den tætbefolkede Baliemdal, hvor traditionelt svedjebrug har fundet sted i 9000 år, blev således først "opdaget" i 1938. Store dele af Papua er dækket af tropisk regnskov, som rangerer blandt verdens mest artsrige. Floraen minder om den, man finder i de australske regnskove i den nordlige
hvide blomster er kun åbne i fuld sol midt på dagen. I en højmose vil rundbladet soldug vokse mest tørt, dvs. på tuerne, mens liden soldug vokser, hvor der er vådest, dvs. i høljerne. Langbladet soldug vokser i overgangszonen mellem tuer og høljer. Denne fordeling mellem voksesteder medfører mindre konkurrence
myrer. Begge parter har fordel heraf, idet myrerne får føde, og bladlusene får beskyttelse og soignering. Der er flere generationer om året. Normalt opstår hanner én gang årligt, sidst på sommeren eller om efteråret, og samtidig udvikles hunner, som lægger æg efter parring. Alle andre generationer består af hunner, som
hvidlige til grå- eller gulbrune, cylindriske eller lidt flade, med veludviklede, femleddede ben; det sidste led er en lille klo. Karakteristisk for næsten alle er, at de ved spidsen af bagkroppen, på niende bagkropsled, har et par leddelte vedhæng; de minder herved meget om løbebillelarver, der dog har seksleddede ben