hvirvelsøjle
Hvirvelsøjle, rygsøjle, columna vertebralis, den for hvirveldyrene karakteristiske søjle af knogler, der, sammenholdt af mellemliggende båndskiver, afstiver kroppen. Se skelet.
Hvirvelsøjle, rygsøjle, columna vertebralis, den for hvirveldyrene karakteristiske søjle af knogler, der, sammenholdt af mellemliggende båndskiver, afstiver kroppen. Se skelet.
Hvirvelsøjlen Hvirvelsøjlen er sammensat af et antal enkeltknogler, hvirvler (vertebrae), der er sammenbygget til en leddelt stav, som afstiver kroppen på langs, og som udviser store og karakteristiske forskelle i udformning mellem forskellige dyreklasser og -ordner. Hvirvelsøjlen er udviklet ved
hvirvelsøjlen. Andre af bugmusklerne virker roterende på hvirvelsøjlen, ligesom de kan aflaste trykket på hvirvelsøjlen under løft (se bugpresse). Nedadtil over bækkenranden danner bugvægsmusklerne lyskekanalen. Ribbensmusklerne udfylder ribbensmellemrummene; de er ligesom bugmusklerne ordnede i tre lag. Deres funktion er primært
hvirvelsøjle bestående af rækkestillede hvirvler. Legemet er delt i en hoved-, en krop- og en haleregion; landdyr har tillige en mere bevægelig halsregion bag hovedet og en krop, der kan være inddelt i en brystregion med ribben og en blødvægget
hvirvelsøjlen med benene. Bækkenet er sammensat af tre knogledele: bagtil korsbenet, os sacrum, der til hver side danner stramme ledforbindelser med de to symmetriske hofteben, os coxae, som fortil forbindes af en tredje, stram ledforbindelse, symfysen. Korsbenet er hvirvelsøjlens nedre
af hvirvelsøjlen. Som et naturligt led i væksten udvikles allerede i de tidlige barneår en brystkyfose i den del af hvirvelsøjlen, der dannes af brysthvirvlerne. En ekstrem kyfose, opstået som følge af sygdom i hvirvelsøjlen, betegnes pukkelryg (gibbus). Se skelet.
som støtte og aflastning for hvirvelsøjlen ved tunge løft, der netop indledes med en dyb indånding, lukning af stemmeridsen og spænding af bugvægsmusklerne. Bughulen kan derved overføre vægt fra brystkassen til bækkenet og således aflaste hvirvelsøjlen og hæmme dens foroverbøjning.
hvirvelsøjle, og defekt støddæmpning medfører fx træthed i centralnervesystemet pga. rystende synsakser. Under støddæmpningen dæmpes først fodsålens anslag, kontrolleret af en muskel på underbenets forside (musculus tibialis anterior, se ben). Dernæst foretages en let knæbøjning, kontrolleret af knæets strækkemuskel (m
Lordose, (af gr. lordosis 'krumning på rygrad', af lordos 'bagudbøjet'), fremadkonveks krumning af hvirvelsøjlen. Menneskets lænde- og halshvirvelsøjle er lordotiske, mens brysthvirvelsøjlen er bagud konveks (kyfotisk). Krumningerne er bl.a. vigtige for hvirvelsøjlens fjedring på langs. Se også skelet.
hvirvelsøjle, bækken og lemmer fra endnu et individ er pga. skrøbelig fossilering indtil videre ubeskrevet (2002). Siden 1999 er der fundet flere, endnu ubeskrevne underkæbe-, finger- og tåknogler fra geologiske lag på mellem 4 og 4,5 mio. år, og