hypokonder
En hypokonder er en person, der lider af hypokondri.
En hypokonder er en person, der lider af hypokondri.
von Triers Idioterne fra 1998, og på teatret har han markeret sig med roller i flere Lars Norén-stykker, bl.a. som forkrampet psykolog i Så enkel er kærligheden (Rialto Teatret 2000), samt som berøringsangst hypokonder i Mammutteatrets trilogi Fobiskolen 2008.
etc. Læsning om sygdom kan også føre til overdreven sygdomsfrygt, fx frygt for at være smittet med hiv (aids-virus). Hypokondre forestillinger kan ses som et led i sindssygdom (hypokonder paranoia), fx ved skizofreni og svær depression, især hos ældre.
Hypokondrisk betyder 'lidende af hypokondri'. (tillægsform af hypokonder),
Hypokondrist, hypokonder person. Se hypokondri.
hypokonder-paranoia gælder vrangforestillingerne den pågældendes legemlige helbredstilstand; fx er patienten uanset resultatet af undersøgelser overbevist om at lide af en alvorlig kræftlidelse eller at huse fremmedlegemer i kroppen. Forløbet af en paranoid psykose afhænger af den specifikke psykiske lidelse
(Dansk Biografisk Leksikon)
hypokonder. Han havde set sig meget om, med stor evne til at færdes i verden, men måtte klage over fristelser til forfængelighed og uforsigtighed i tale. Under alle kampe holdt han fast ved den pietisme han i sin ungdom havde
(Dansk Biografisk Leksikon)
hypokonder. Alligevel skabte han sig i denne korte periode et navn i tysk litteratur. Mens han i Kbh. kun havde udgivet nogle numre af Der nordische Sittenfreund, 1767, en satire over et andet tidsskrift, et sørgespil Julie, s.å. og
(Gyldendals Teaterleksikon)
Hypokonder, en scenisk montage om rodløsheden efter studenteroprøret. Ss efterfølgende dramatik cementerede hans ry som repræsentant for den nye subjektivisme, som var et svar på 1960'ernes politiske teater. I skarpsindige og følsomme analyser af det kulturelle og sociale miljø
(Dansk litteraturs historie)
Hypokonder“ forlyder, at „Det flimrer for mit livssyn / jeg har trykken for principperne / mit rygte har allerede kløet længe“. Mens man hos hans modernistiske kolleger nogle gange kan komme på den tanke, at de midt i metaforflommen utilsigtet har glemt