idélære
er læren om, at idéer er de egentlige genstande for den menneskelige erkendelse, enten i Platons forstand eller i Descartes'.
er læren om, at idéer er de egentlige genstande for den menneskelige erkendelse, enten i Platons forstand eller i Descartes'.
idélære (se også idé). Idéerne er de intelligible og evige enheder, der som et idealt mønster ligger til grund for den synlige, fysiske verden. De udgør de almene bestemmelser, der kan erkendes og udtrykkes i en definition, altså klasser af
idélære Platons idélære kan ses som et forsøg på at ophæve striden mellem Heraklit og eleaterne. Ifølge Platon omhandler vore almenbegreber noget eksisterende. Når vi fx fastslår, at to rette linjer, der skærer hinanden, skærer hinanden i et og kun
idélæren. Men studierne i Akademiet har desuden dækket et bredt fagligt spektrum (matematik, astronomi, biologi, retorik, logik etc.); flere matematikere var tilknyttet Akademiet. Akademiets historie efter Platons død ca. 347 f.Kr. demonstrerer spændvidden i den inspiration, der udgik fra ham
idélære), eller den kan, eskatologisk, ventes efter denne verdens undergang, hvor fårene skal skilles fra bukkene (absolut dualisme, fx urkristendommen); den kan anes skjult bag denne verdens fænomener, eller hele verdensforløbet kan forstås som en evig spænding mellem to modsatte
idélære" er der således en nøje overensstemmelse mellem erkendelsesteoretiske og ontologiske kategorier. En række af Platons "klassiske" dialoger undersøger primært fænomenernes forhold til idéerne. I sine senere dialoger beskæftiger han sig mere med de logiske og ontologiske relationer mellem idéerne
idélære er den ontologiske og den erkendelsesteoretiske idealisme forenet, idet de platoniske idéer udgør den egentlige virkelighed, som den materielle verden eller sanseverdenen kun er et afbillede af, og som er forudsætninger for at opnå erkendelse. Platons opfattelse af idéernes
idélæren. I Platons sene dialoger findes tendenser til en abstrakt, formel metafysik, som videreførtes i det tidlige Akademi, men som i begyndelsen af 200-t. f.Kr. afløstes af en skeptisk grundholdning, der byggede på de spørgende sokratiske dialoger (se Akademiet
Platontolkning. I modsætning til Platons idélære, men i delvis overensstemmelse med Aristoteles har Speusippos sondret mellem substans og almenbegreb; et almenbegreb har ikke realeksistens, men bygger på lighed i tingene. På denne baggrund arbejdede Speusippos med biologisk klassifikation (se diairesis).
idélære er et markant udtryk for denne tendens. Delvis som reaktion mod denne opfattelse, der ud over at "fordoble" verden også gør det nødvendigt at tillægge mennesket en særlig oversanselig evne til væsenserkendelse, har mange senere filosoffer afvist, at væsener