immanent
Immanent, iboende; som hører til et bestemt område; som ligger i en tings el. et begrebs natur.
Immanent, iboende; som hører til et bestemt område; som ligger i en tings el. et begrebs natur.
immanente. Man har typisk sagt om Spinoza, at han i modsætning hertil betragtede selve guddommen som immanent. Det skal dog ikke forstås på den måde, at Gud var indeholdt i naturen, men at Gud var lig med naturen selv i
immanent og eksakt videnskab. At sprogvidenskaben skal være immanent, vil sige, at den skal beskrive sproget som en i sig selv hvilende struktur uden at inddrage andre videnskaber som fysiologi eller psykologi. Det indebærer, at definitionen af de sproglige størrelser
immanent, dvs. som ét med den altomfattende natur. Denne opfattelse blev senere i romantikken kaldt for panteisme. Spinozas gudsbillede Den traditionelle opfattelse af Gud som en dommer uden for verden, der enten kan straffe eller belønne menneskene, hviler ifølge Spinoza
immanent væren. Tilsvarende giver princippet om uendelig gentagelse i relation til en naturlov sig kun til kende i det endelige, dvs. i det konkrete eksempel på lovens virkning. For Nietzsche var den kristne forestilling om et uendeligt Gudsrige og det
immanent til stede i den materielle verden, Gud er det princip, der styrer verden efter en én gang fastlagt lov. Hos stoikerne findes en tendens, der går tilbage til Platon, til at forstå den overleverede religion allegorisk, i lyset af
immanent selvidentitet. Hegel bygger i nogen Grad på Spinozas bestemmelse af Gud og naturen som en og samme, altomfattende substans. Gudsbeviset i moderne teologi Siden Kant, Hegel og Kierkegaard er det navnlig blevet diskuteret, hvorvidt sigtet med gudsbeviserne overhovedet er
immanente kræfter eller transcendente størrelser. Menneskelig viden var begrænset til, hvad der kunne erfares, og videnskab, også om menneskelige forhold, måtte holde sig til at erkende pålidelige sammenhænge inden for erfaringer om et emne. Denne positivisme lagde som historismen stor
immanente de la langue française (1951) og Fransk grammatik (1964). Denne blev udgivet posthumt i en stærkt udvidet udgave under titlen Grammaire française, 1-5 (1982-1985). Desuden fik Togeby udgivet adskillige lærebøger i oldfransk (sproghistorie), på dansk i 1970, siden
immanent (selvstændigt) system, snarere end en teori om sproget som en del af verden. Dette grundsynspunkt er blevet fremhævet bl.a. i den danske version af strukturalismen, glossematikken, og senere på en noget anderledes måde i den generative grammatik (se Chomsky