infami
Infami, (af lat. infamia, af infamis), vanære; æreløshed; skændighed; nedrighed.
Infami, (af lat. infamia, af infamis), vanære; æreløshed; skændighed; nedrighed.
(Gyldendals Teaterleksikon)
Infami, lat. ‘vanære’, den retsløse status som skuespillerstanden i perioder har været behæftet med. Ordet stammer fra Rom, hvor skuepillerne var en ‘infam’ kaste. I et større perspektiv er det fiktionen (falskheden) og det kropsligt-emotionelle, der har været anstødsstenene
Cum infamia er et latinsk udtryk for med vanære.
Infamia var i romerretten det tab af ære, der af forskellige grunde ifølge lov eller dom kunne ramme en person og derved berøve ham en række rettigheder, bl.a. retten til at møde for en domstol. Læs mere i Den Store
infami), og dens udøvere var berøvet borgerlige rettigheder. Med kristendommens indførelse formulerede kirkefædrene en række skarpe fordømmelser af erhvervet, der af Tertullian omkring 200 blev stemplet som "Djævelens kirke". I middelalderen varetoges skuespilleri da også i større, dvs. kirkelig-opbyggelig
infami), i alvorligere sager fortabe sin ære og sin ejendom, ved majestætsforbrydelse dømmes fra "ære, liv og gods" (bl.a. ifølge Danske Lov, 1683). Ordet ære kan stadig indgå i sammenhænge, der har at gøre med hæder, navnkundighed og berømmelse. Nekrologer
(Gyldendals Teaterleksikon)
infami: skuespillere mistede borgerrettigheder, kunne ikke modtage arv mv., og de rangerede socialt på linje med prostituerede. Amatørskuespillere – hvad enten de optrådte i middelalderens religiøse spil eller i renæssancens humanistiske skolekomedie – var socialt accepterede; men det gjaldt ikke de samtidige
(Dansk Biografisk Leksikon)
infamier. H. viste sig ved den lejlighed som en kender af vore middelalderlige love. Kort efter eksamen fik han atter medaljen for en besvarelse af Oehlenschlägers æstetiske prisspørgsmål at påvise hvorledes nationerne har virket på digterne og omvendt. Han må
(Dansk Biografisk Leksikon)
infamien ved uægte fødsel, skoledannelsen der skaber pedanter, dommernes uvidenhed og bestikkelighed og andre administrationens brøst; med en vis forkærlighed hudflettes i skildringer, der røber studier efter naturen, præsternes skrøbeligheder. Mens Ludvig Holberg med overlegent lune revser sin samtid, er
(Gyldendals Teaterleksikon)
infami, som også længe lå over skuespillerfaget. I teaterfaget indgik akrobatik bl.a. i commedia dell’arte, engelske harlekinader og pantomime. Da cirkus omkring midten af 1700-tallet opstod som selvstændig form, var akrobatik fra begyndelsen en integreret del, og i