infusionsdyr
Infusionsdyr, gammelt navn for ciliater.
Infusionsdyr, gammelt navn for ciliater.
Balantidium, (lat., af gr. balantidion lille pung), et infusionsdyr, som snylter i tarmene på mennesker og fremkalder dysenteri.
infusionsdyr er et gammelt navn for ciliater). I værket er en tegning af ciliater i konjugation, selvom betydningen af processen først blev erkendt i 1900-t. Flere ciliater bærer hans navn, fx Stentor polymorphus Müller. Han gav også ciliater danske
infusionsdyr), som bl.a. nedbryder planternes cellulose, hvilket drøvtyggerne ikke selv er i stand til. Da der ikke er ilt til stede (anaerobt), er nedbrydningen ufuldstændig, og mikroorganismernes affaldsprodukter er forskellige organiske syrer. Disse indeholder megen energi, hvis videre nedbrydning kan
Infusorie, (af lat. infusoria, af infusus, af infundere), se infusionsdyr.
infusionsdyr. Når to arter af tøffeldyr (Paramecium) blev holdt i kultur hver for sig, voksede begge bestande, indtil miljøet i forsøgskulturerne ikke kunne bære flere individer. Derefter holdt de to bestande sig på et stabilt niveau. Når begge arter blev
infusionsdyr (ciliater), og han beskrev talrige nye arter. Ansættelse som udgiver af Flora Danica gav inspiration til et tilsvarende tavleværk, Zoologia Danica, indledt med en fyldig "forløber", Zoologiae Danicae Prodromus (1776). Store dele af materialet indsamlede han selv ved sydnorske
(Dansk Kvindebiografisk Leksikon)
infusionsdyr. Senere arbejdede hun som forskningsassistent ved et Nuffield Foundation-projekt om papyrussvampe. Hjemvendt fra Afrika fortsatte Jytte Reichstein Nilsson, der således allerede havde gjort sin debut i den videnskabelige offentlighed, som student på CLs fysiologiske afdeling og erhvervede i
(Dansk Biografisk Leksikon)
infusionsdyrene, et system han illustrerer med 50 tavler i den posthumt udgivne Animalcula Infusoria Fluviatilia et Marina, quæ detexit etc. O. F. M., 1786. At dette system sammenblander encellede dyr og planter og endog hjuldyr kan ikke forundre; ingen, heller
(Dansk Biografisk Leksikon)
infusionsdyrenes oprindelse (Naturhistorie-Selskabets Skurifter III, 1793) og om megatheriet (Vid.Selsk. Skr., Ny Samling V, 1799) som han måtte snige sig til delvis at aftegne under sit besøg i museet i Madrid, indeholder gode og træffende bemærkninger. Hans omfattende bidrag