inkvisitor
Inkvisitor, (af lat. inquisitor), leder af en inkvisitionsdomstol (i middelalderen).
Inkvisitor, (af lat. inquisitor), leder af en inkvisitionsdomstol (i middelalderen).
inkvisitoren Heinrich Kramer, viser sig at have haft så megen indflydelse som tidligere antaget. I langt højere grad synes folketraditionen at være blevet påvirket af hetz fra prædikestolene og af de mange flyveblade, der i store oplag spredte nyhederne om
inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste
inkvisitoren Heinrich Kramer (ca. 1430-1505, lat. Henricus Institoris) og trykt første gang i Speyer 1487. Ifølge en nu forladt opfattelse var Kramers kollega, inkvisitoren Jakob Sprenger (ca. 1437-1495), medforfatter. Begges navne optræder i Innocens 8.s (1432-92) berømte
inkvisitorers faglige kundskaber, appellerede han i 1327 til paven i Avignon og drog selv dertil. Flere gange forsvarede han sig energisk mod anklagerne for kætteri; pave Johannes 22.s fordømmelse af 28 sætninger fra hans værker forelå først året efter
Inkvisitorens død); desuden La scomparsa di Majorana (1975, Majoranas forsvinden) om en atomfysikers forsvinden i 1938, en debat om videnskabens etik. Også den historiske roman Il consiglio d'Egitto (1963, da. Det egyptiske dokument, 1974) bør nævnes. Sciascias grundtema om
inkvisitor og biskop. Han bestræbte sig på at udrydde alle dissidenter i Polen. I 1558 blev han kaldt til Rom i kampen mod Reformationen og for at genindkalde Tridentinerkoncilet 1562. Fra 1572 søgte han ved udsendelse af jesuitter til Johan
inkvisitor og siden 1515 teologisk rådgiver for pave Leo 10. Rettet imod Luther skrev han dialogen "Om pavens magt" (1518); da Luther havde repliceret med et skrift imod ham, udgav han et svar og senere et værk om Luthers vildfarelser
(Dansk Biografisk Leksikon)
inkvisitor i inkvisitionskommissionen efter F. D. S. Fleischer fik han efterhånden sæde i adskillige vigtigere kommissioner, således 1820 i kommissionen til undersøgelse af ankeposterne mod økonomien ved Frederiks hospital, 1824 i brændevinsbrændingskommissionen og 1840 i kommissionen angående systemerne for straffeanstalterne