irrealis
Irrealis, (lat.), inden for grammatik datid som udtryk for antagelse mod virkeligheden.
Irrealis, (lat.), inden for grammatik datid som udtryk for antagelse mod virkeligheden.
står, når det gælder handlinger i tænkte situationer, i modsætning til irrealis, der betegner en handling, som vel er mulig, men ikke realiseres. I indoeuropæiske sprog har potentialis ingen særlige bøjningsformer, men udtrykkes som irrealis ofte med konjunktiv eller optativ.
som potentialis, dvs. om det mulige, fx tysk ich möchte helfen 'jeg ville gerne hjælpe', og som irrealis om det uvirkelige, fx latin si cavere potuisset, viveret 'hvis han havde kunnet tage sig i agt, ville han være i live'.
irrealis samt en aorist optativ med speciel funktion og en injunktiv til at udtrykke forbud. Tempussystemet omfatter præsens og imperfektum, to futurum- og syv aoristformer; hertil kommer perfektum samt en række infinitte verbalformer som participier og gerundiv samt absolutivum, en
irrealis. Der er intet kopula. Til gengæld forekommer der sætninger uden udsagnsord, som er af formen subjekt – prædikat: Eŋa kulumoe enone Vanikoro. eŋa kulumoe enone Vanikori navn ø min Vanikoro 'Navnet på min ø er Vanikoro.' Negative sætninger angives med
irrealis. Der er dog stærke tendenser til dels at foretrække præteritum konjunktiv i det talte sprog, dels at erstatte begge former med omskrivninger med würde 'ville'; således erstattes er käme 'han ville komme' ofte med er würde kommen. I syntaksen