jambe
Jambe, (via ty. fra lat. jambus, af gr. iambos, af usikker opr.), i klassisk metrik en versefod, hvis hovedform er en kort og en lang stavelse: ◡−. I nyere, accentuerende metrik er betegnelsen tvetydig. P. Fabers Dengang jeg drog afsted kan
Jambe, (via ty. fra lat. jambus, af gr. iambos, af usikker opr.), i klassisk metrik en versefod, hvis hovedform er en kort og en lang stavelse: ◡−. I nyere, accentuerende metrik er betegnelsen tvetydig. P. Fabers Dengang jeg drog afsted kan
Rond de jambe, (fr., af rond 'cirkel' og jambe 'ben'), ballettrin, hvor det ene ben udfører en halvcirkel enten langs gulvet, ronde de jambe à terre, eller i luften, ronde de jambe en l'air. Se ballet (teknik).
Choriambe, (af lat. choreus, gr. choreios + lat. iambus, gr. iambos jambe), en versefod, som er sammensat af en choreus og en jambe (-⌣⌣-); korjambe.
Jambisk, (se jambe), vedr. jamber.
jambe, monodisk lyrik og korlyrik. Forskellene ligger dels i det anvendte versemål, dels i musikledsagelsen, i foredragsmåde eller opførelsesomstændigheder og i den litterære dialekt. Elegiske digte blev ledsaget af fløjte, monodisk lyrik og korlyrik af lyre. Elegi og jamber hører
Jambas Patriots (1990), skildrer en UNITA-soldat fanget i borgerkrigens modsigelser. Fra Mozambique beskriver Luís Bernardo Honwana i Nós matamos o cão tinhoso (1964) kolonitidens ydmygelser. José Craveirinhas og Noémia de Sousas poesi hylder afrikanske og nationale dyder; euforien efter
ivrige bekæmpelse af arianismen og af sekter, der prædikede en overdreven askese. Af hans store forfatterskab er kun lidt bevaret. Hans 333 jamber til Seleukos er vigtige, fordi de rummer en af de ældst kendte lister over de bibelske skrifter.
jamber og hymner til forskellige lejligheder, ofte til et publikum af ligestillede mænd. Hans digte rummer stilistisk og sprogligt mange reminiscenser fra epos, men hans livssyn er mindre heroisk, mere realistisk, hans stil aktuel og personlig. Archilochos skriver ikke om
jambe, développé og grand battement. Derefter træner danserne fritstående på gulvet, først nogle af øvelserne fra barren og dernæst forskellige trinkombinationer. Ofte først en rolig adagio og så en række trinserier (enchaînement) med mindre spring, fx jeté, changement, glissade og
jamber, trokæer eller daktyler), klanglig rigdom, retorisk udsmykning med kunstfærdigt billedsprog og en bredt ført, veltalende syntaks. Både teoretikerne (Peder Jensen Roskilde, Hans Mikkelsen Ravn, Søren Povelsen Judichær o.a.) og digterne (Anders Arrebo, Anders Bording, Thomas Kingo o.a.) tog ved