klubvise
Klubvise, se fællessang.
Klubvise, se fællessang.
klubvisen. Han skrev i 1770'erne landligt friske almuesange i dialekt fra hans hjembygd Vågå i Gudbrandsdalen. Navnlig er hans "Heimreise fraa Sæteren" til en norsk folketone gået ind i den norske sangskat. "Hr. Zinklars Vise" (1782) skildrer i moderniseret
klubviser og i en hektisk dramatisk produktion i årene omkring 1790 omfattende især syngespil som Indtoget og Chinafarerne, komedier og operaparodier. De Vonner og Vanner blev efter tre opførelser i januar 1792 forbudt pga. satiren over officerskorpsets tyske dominans, og
klubviser, studenterviser og håndværkerviser. I princippet er sanggenrerne fælles om traditionens form, men enkelte digtere skaber deres specifikke salmestrofer, fædrelandsstrofer, drikkevisestrofer osv. og tilfører formen en speciel udtrykskarakter. Indtil anden halvdel af 1700-tallet var næsten al fællessang i Danmark
klubviser, vaudevillemelodier, tyske folkelige sange og senere revy- og teaterviser. Som eksempel på et ofte benyttet melodiforlæg i viser før og omkring 1800 kan anføres "Omspændt af Tvivl og mørke Tanker" og for senere viser "Peter Schütt i Barndomsalder" og
klubvise, soldatervise, revy- og kabaretvise etc. I 1600- og 1700-tallet udviskedes visebegrebet ved at blive brugt om arier og oder. Hertil kommer de åndelige viser, der dog udelukker den egentlige salme. Andre sprog er også uklare; den franske chanson
(Dansk Biografisk Leksikon)
klubviser og selskabssange. Inden afslutningen af denne udgave udsendtes første bind i en udvidet 3. udgave (1869). Alene på grund af sit omfang er denne udgivelse en for sin tid enestående præstation. Men særlig vigtig bliver den i kraft af
(Dansk Biografisk Leksikon)
klubvisen, ofte fint pointeret, med allusioner til aktuelle forhold og til antikke forgængere (Horats). Hans prosafortællinger og romaner er mest i den borgerligt-moralske genre med betoning af den opofrende (især kvindelige) dyd og det ædle hjerte på erotikkens bekostning
(Dansk Biografisk Leksikon)
klubviser og anden lejlighedspoesi. Særegen for ham er hans digteriske benyttelse af nordisk mytologi og Nordens oldtid i det hele taget, fx i drikkevisen Var Odin ei den viseste i Norden?, Sang til fierde September 1778 (Mild vendte Thor med
(Dansk Biografisk Leksikon)
klubviser, og som er parret med den mest loyale dyrkelse af enevælden. Han har flere gange i novellerne givet billeder af den franske revolution, men kun set fra emigranternes synspunkt. I Den sachsiske Bondekrig står han helt på fyrsternes side